Brug pilene til at finde den artikel du vil læse.
Niels Ebbesen
Mads Lang
Maren Pedersdatter
Bodil Steen
Niels Brock
Johan Friedrich Carøe
Johan Peter Wildenradt
St. St. Blicher
Ludvig Conrad Neckelmann
Søren Møller
Jens Peter Trap
Christian Emil Synnestvedt
Pauline Worm
Johannes Frederik Christian Uldall
Vilhelm Thomsen
Joachim Frantz Hermann Stilling
Otto V. Lassen
Hans Sophus Wodschou
Peter Christian Knudsen
Conrad Staugaard
Knud Børge Pontoppidan
Jens Peter Jensen-Værum
Johan Rohde
Hansigne Staugaard
Henrik Pontoppidan
Jakob Knudsen
Kristine Marie Jensen
Rudolph Spliid
Cathinka Laugesen
Gottlieb Erichsen
Chr. Kruuse
Karin Michaëlis
Anna Regina Lindahl
Peter Nielsen
Frederik Poulsen
Alice Rasmussen
Einar Bjørnbak
Johan Ankerstjerne
Johanne Buhl
Erika Augusta Voigt
Søster Ragna Rasmussen
Jens Otto Krag
Sven Dalsgaard
Karen Hoff
Niels Ebbesen (død 1340) væbner og frihedskæmper
Statuen af Niels Ebbesen på Rådhustorvet blev afsløret på heltens dødsdag den 2. november. Året var 1882, og det var 542 år efter den dåd, som manden selv kun kom til at overleve i syv måneder. Høj og lav trodsede silende regn ved afsløringen af F.E. Rings kunstværk og så straks, at Randers nu havde fået sit vartegn.
Statuens afsløring gjorde ende på en århundredlang diskussion om, hvordan Niels Ebbesen skulle mindes. Hans eftermæle blev nemlig ikke passet med samme beslutsomhed og handlekraft, som han selv udviste i levende live. I 1882 var der så snakket færdig, og mindet om frihedskæmperen kom på plads.
Folkevisen fortæller, at ”han vog den kullede greve” Gerhard af Holsten den 1. april 1340, og han indledte derved uddrivelsen af tyskerne fra Jylland, men han nåede ikke selv at opleve befrielsen: den 2. november samme år omkom han sammen med sine to brødre og 2.200 andre danske krigere i slaget på Nonnebjerget ved Skanderborg.
Drabet på Gerhard af Holsten gjorde i den nationale tradition Niels Ebbesen til Danmarks første frihedskæmper, og Randers får naturligvis sin del af æren ved at have lagt plads til. Præcist hvor drabet skete, vides så alligevel ikke – kun, at det i hvert fald ikke skete i Niels Ebbesens hus i Storegade. Det blev nemlig først bygget 300 år senere.
Statuen af Niels Ebbesen på Rådhustorvet blev afsløret på heltens dødsdag den 2. november. Året var 1882, og det var 542 år efter den dåd, som manden selv kun kom til at overleve i syv måneder. Høj og lav trodsede silende regn ved afsløringen af F.E. Rings kunstværk og så straks, at Randers nu havde fået sit vartegn.
Statuens afsløring gjorde ende på en århundredlang diskussion om, hvordan Niels Ebbesen skulle mindes. Hans eftermæle blev nemlig ikke passet med samme beslutsomhed og handlekraft, som han selv udviste i levende live. I 1882 var der så snakket færdig, og mindet om frihedskæmperen kom på plads.
Folkevisen fortæller, at ”han vog den kullede greve” Gerhard af Holsten den 1. april 1340, og han indledte derved uddrivelsen af tyskerne fra Jylland, men han nåede ikke selv at opleve befrielsen: den 2. november samme år omkom han sammen med sine to brødre og 2.200 andre danske krigere i slaget på Nonnebjerget ved Skanderborg.
Drabet på Gerhard af Holsten gjorde i den nationale tradition Niels Ebbesen til Danmarks første frihedskæmper, og Randers får naturligvis sin del af æren ved at have lagt plads til. Præcist hvor drabet skete, vides så alligevel ikke – kun, at det i hvert fald ikke skete i Niels Ebbesens hus i Storegade. Det blev nemlig først bygget 300 år senere.
Mads Lang (1500-57) første protestantiske præst
Der findes naturligvis intet fotografi af den første protestantiske præst i Randers Mads Lang, men på hans ligsten i Århus Domkirke ses han som en prunkløs, streng og noget fjern skikkelse, og streng var han måske ikke så meget, som han selv kunne have ønsket det.
Lang var måske fra Ringkøbing-egnen, men kom i hvert fald til Randers i 1530 og blev byens reformator ved overgangen fra katolicismen til lutherdommen. Den katolske tros sidste danske forsvarer Poul Helgesen advarede på skrift forgæves ”Alle kristne mænd og kvinder, som bygge og bo i Randers” mod ”denne selvgjorde præst”. Bystyret gjorde imidlertid op med den katolske teologi, og Lang lovede skriftligt at ”prædike og lære Guds ord som en ret evangelisk prædiker bør gøre.” I 1537 blev han så indviet til superintendent, dvs. sige biskop over Århus Stift og flyttede til domkirken i Århus. Han gik for en være en skarp prædikant, men havde nok alligevel besvær med at få ordet ud. I hvert fald klagede han til Christian III og bad om kongens medvirken til gennemførelse af en strengere kirketugt omkring menighedens kirkegang.
Som protestantisk præst gjorde Mads Lang også op med cølibatet og giftede sig med Karine, og hun overlevede ham, da han døde den 16. april 1557 og blev begravet i Århus Domkirke.
Der findes naturligvis intet fotografi af den første protestantiske præst i Randers Mads Lang, men på hans ligsten i Århus Domkirke ses han som en prunkløs, streng og noget fjern skikkelse, og streng var han måske ikke så meget, som han selv kunne have ønsket det.
Lang var måske fra Ringkøbing-egnen, men kom i hvert fald til Randers i 1530 og blev byens reformator ved overgangen fra katolicismen til lutherdommen. Den katolske tros sidste danske forsvarer Poul Helgesen advarede på skrift forgæves ”Alle kristne mænd og kvinder, som bygge og bo i Randers” mod ”denne selvgjorde præst”. Bystyret gjorde imidlertid op med den katolske teologi, og Lang lovede skriftligt at ”prædike og lære Guds ord som en ret evangelisk prædiker bør gøre.” I 1537 blev han så indviet til superintendent, dvs. sige biskop over Århus Stift og flyttede til domkirken i Århus. Han gik for en være en skarp prædikant, men havde nok alligevel besvær med at få ordet ud. I hvert fald klagede han til Christian III og bad om kongens medvirken til gennemførelse af en strengere kirketugt omkring menighedens kirkegang.
Som protestantisk præst gjorde Mads Lang også op med cølibatet og giftede sig med Karine, og hun overlevede ham, da han døde den 16. april 1557 og blev begravet i Århus Domkirke.
Maren Pedersdatter (1575-1635) borgmesterfrue og forretningskvinde
Det var på en gård tæt ved Randers Amtsavis’ nuværende domicil, at Maren Pedersdatter blev født som datter af en rig købmand og senere borgmester i Randers, Peder Lassen. Under opvæksten lærte hun – foruden de huslige sysler – læsning, skrivning, regning og bogføring og fremstod dermed som et endog særdeles godt parti.
Betydningsfulde mænd havde da også øje for dette: som 17-årig blev hun gift med byens meget ældre borgmester Søren Hofman, og da han døde efter kun tre års ægteskab, overstod Maren sit sørgeår og blev i 1596 gift med den dobbelt så gamle 40-årige Niels Jacobsen, der ligeledes netop havde mistet sin ægtefælle.
Det blev et foretagsomt ægteskab: Jacobsen spekulerede i penge og handlede i politik – han blev formuende og indflydelsesrig (borgmester 1619-24) – og hustruen skænkede ham ni børn på fjorten år. Efter 68 aktivitetsrige år efterlod han sig i 1624 Maren som Randers’ rigeste kvinde - gennem tiderne skulle det vise sig. Hun levede endnu godt ti år og forvaltede med indsigt og snarrådighed formuen, så der ikke blev tæret på arven.
Knap 60 år gammel og med alle børn sat godt i vej forlod Maren Pedersdatter tilværelsen og blev begravet ved sin mands side i Sct. Mortens Kirke, hvor et epitafium mindes det driftige borgmesterpar.
Det var på en gård tæt ved Randers Amtsavis’ nuværende domicil, at Maren Pedersdatter blev født som datter af en rig købmand og senere borgmester i Randers, Peder Lassen. Under opvæksten lærte hun – foruden de huslige sysler – læsning, skrivning, regning og bogføring og fremstod dermed som et endog særdeles godt parti.
Betydningsfulde mænd havde da også øje for dette: som 17-årig blev hun gift med byens meget ældre borgmester Søren Hofman, og da han døde efter kun tre års ægteskab, overstod Maren sit sørgeår og blev i 1596 gift med den dobbelt så gamle 40-årige Niels Jacobsen, der ligeledes netop havde mistet sin ægtefælle.
Det blev et foretagsomt ægteskab: Jacobsen spekulerede i penge og handlede i politik – han blev formuende og indflydelsesrig (borgmester 1619-24) – og hustruen skænkede ham ni børn på fjorten år. Efter 68 aktivitetsrige år efterlod han sig i 1624 Maren som Randers’ rigeste kvinde - gennem tiderne skulle det vise sig. Hun levede endnu godt ti år og forvaltede med indsigt og snarrådighed formuen, så der ikke blev tæret på arven.
Knap 60 år gammel og med alle børn sat godt i vej forlod Maren Pedersdatter tilværelsen og blev begravet ved sin mands side i Sct. Mortens Kirke, hvor et epitafium mindes det driftige borgmesterpar.
Bodil Steen (død 1716) husholderske
Den primitive tegning af Bodil Steen er taget fra indersiden af et kistelåg fra Dronningborg Slot, der lå ved den nuværende Slotsplads og blev nedrevet 1724-40. Tegningen er det eneste visuelle signalement af den person, som i en Randers-beskrivelse fra 1802 kaldes ”den berygtede kvinde, hvis navn endnu stinker i Randers.”
De fleste oplysninger om Bodil Steen findes i J.M. Thieles Danske Folkesagn (1818-23), der kan tænkes at medtage lidt mere end rene fakta, men: Bodil kom til Dronningborg Slot som lille pige, voksede op, blev smuk, behagede slotsherren Peter von Spreckelsen, blev hans husholderske – og nåede langt ind i hans private gemakker. Den sociale vækst gav øget selvfølelse: hun blev ærgerrig, rethaverisk og uforsonlig til det voldelige. Tjenestefolkene blev banket, og det kom endog til en anklage for mord, men først da hun i fuldskab fornærmede majestæten Frederik IV gik det galt: hun fik en fængselsstraf, og efter tre års afsoning i Hammershus på Bornholm døde hun i 1716.
Til erindring for eftertiden advarer Thiele om Bodil Steen: ”Skønt hun nu alt længe er død, har hun dog ikke ro i graven, thi hver nat kører hun gennem Randers by, og da er det ikke godt at møde hende.”
Den primitive tegning af Bodil Steen er taget fra indersiden af et kistelåg fra Dronningborg Slot, der lå ved den nuværende Slotsplads og blev nedrevet 1724-40. Tegningen er det eneste visuelle signalement af den person, som i en Randers-beskrivelse fra 1802 kaldes ”den berygtede kvinde, hvis navn endnu stinker i Randers.”
De fleste oplysninger om Bodil Steen findes i J.M. Thieles Danske Folkesagn (1818-23), der kan tænkes at medtage lidt mere end rene fakta, men: Bodil kom til Dronningborg Slot som lille pige, voksede op, blev smuk, behagede slotsherren Peter von Spreckelsen, blev hans husholderske – og nåede langt ind i hans private gemakker. Den sociale vækst gav øget selvfølelse: hun blev ærgerrig, rethaverisk og uforsonlig til det voldelige. Tjenestefolkene blev banket, og det kom endog til en anklage for mord, men først da hun i fuldskab fornærmede majestæten Frederik IV gik det galt: hun fik en fængselsstraf, og efter tre års afsoning i Hammershus på Bornholm døde hun i 1716.
Til erindring for eftertiden advarer Thiele om Bodil Steen: ”Skønt hun nu alt længe er død, har hun dog ikke ro i graven, thi hver nat kører hun gennem Randers by, og da er det ikke godt at møde hende.”
Niels Brock (1731-1802) grosserer og legatstifter
Den meget smukke Bay’ske gård (opført 1592 og fortsat beliggende Brødregade 24-26) blev Niels Brocks fødehjem og fra 1748 hans bopæl, da han efter grundig handelsuddannelse i ind- og udland vendte tilbage til Randers og indgik i faderens handelshus. Allerede i 1754 solgte han imidlertid hus og forretning og videreførte sine forretninger i København – for aldrig senere at returnere til Randers.
Men hans penge vendte tilbage. Brock var en forsigtig, men fremragende handelsmand, og sammen med hustruen Lene Bredal levede han så beskedent et liv, at parret efterlod sig en kæmpeformue. Afsnit IV i hans testamente fastslår: ”Til Randers By udi Jylland, hvor jeg og min Kone ere fødte, skjænkes og gives til gudelig og verdslig Brug følgende Legater” – og så følger beskrivelse af 25 legater. Alt er der tænkt økonomisk på: afbørstning af Sct. Mortens Kirkes alter, en friskole for fattige, bryllupsudstyr, en fattig student, der forbereder sig til eksamen, præmiering af fire fattige fiskere fra Randers by for størst fangst af saltvandsfisk til salg i byen, osv.
Finansieret blev endvidere den københavnske handelsskole, der også i vore dage bærer navnet ”Niels Brock”. I Randers kan man se hans portræt i det gamle rådhus, og ved hans side hænger fru Lenes kontrafej.
Den meget smukke Bay’ske gård (opført 1592 og fortsat beliggende Brødregade 24-26) blev Niels Brocks fødehjem og fra 1748 hans bopæl, da han efter grundig handelsuddannelse i ind- og udland vendte tilbage til Randers og indgik i faderens handelshus. Allerede i 1754 solgte han imidlertid hus og forretning og videreførte sine forretninger i København – for aldrig senere at returnere til Randers.
Men hans penge vendte tilbage. Brock var en forsigtig, men fremragende handelsmand, og sammen med hustruen Lene Bredal levede han så beskedent et liv, at parret efterlod sig en kæmpeformue. Afsnit IV i hans testamente fastslår: ”Til Randers By udi Jylland, hvor jeg og min Kone ere fødte, skjænkes og gives til gudelig og verdslig Brug følgende Legater” – og så følger beskrivelse af 25 legater. Alt er der tænkt økonomisk på: afbørstning af Sct. Mortens Kirkes alter, en friskole for fattige, bryllupsudstyr, en fattig student, der forbereder sig til eksamen, præmiering af fire fattige fiskere fra Randers by for størst fangst af saltvandsfisk til salg i byen, osv.
Finansieret blev endvidere den københavnske handelsskole, der også i vore dage bærer navnet ”Niels Brock”. I Randers kan man se hans portræt i det gamle rådhus, og ved hans side hænger fru Lenes kontrafej.
Johan Friedrich Carøe (1742-1819) borgmester
På pladen under Carøs portræt på Randers Rådhus står: ” Johan Friedrich Carøe ved hvis Virksomhed som sin Fødebyes Øvrighed i 28 år, Staden forskjønnedes, dens Handel og Næringsveje udvidedes, Dens Indtægter, Politie og Fattigvæsen forberedes, Thi sattes hans Billede her af erkjentlige Borgere.”
Så kort kan det siges: Johan Friedrich Carøe er en gigant i byens historie – som leder og som igangsætter.
Han var født i Randers og blev jurist i 1767, hvorefter han gik ind i byens styring som byfoged i 1768, borgmester 1773-1804 og birkedommer i Dronningborg Birk 1774-1817. Der er vidnesbyrd om, at han som leder var et hidsigt temperament og havde en egenrådig fremfærd. Måske er det et sådant væsen, der giver gennemslagskraft. I hvert fald sørgede han for havns og fjords uddybning, fattigvæsenets organisering med arbejdsanstalt og spindeskole og lovgivning for byjorden. Under hans ledelse blev rådhuset opført i 1778, og Sct. Mortens Kirke fik tårn og spir i 1796.
Indskriften på portrætpladen dokumenterer, at ”erkjentlige Borgere” har været tilfredse med Carøes indsats. Hans gravsten kan stadig ses på Østre Kirkegård.
På pladen under Carøs portræt på Randers Rådhus står: ” Johan Friedrich Carøe ved hvis Virksomhed som sin Fødebyes Øvrighed i 28 år, Staden forskjønnedes, dens Handel og Næringsveje udvidedes, Dens Indtægter, Politie og Fattigvæsen forberedes, Thi sattes hans Billede her af erkjentlige Borgere.”
Så kort kan det siges: Johan Friedrich Carøe er en gigant i byens historie – som leder og som igangsætter.
Han var født i Randers og blev jurist i 1767, hvorefter han gik ind i byens styring som byfoged i 1768, borgmester 1773-1804 og birkedommer i Dronningborg Birk 1774-1817. Der er vidnesbyrd om, at han som leder var et hidsigt temperament og havde en egenrådig fremfærd. Måske er det et sådant væsen, der giver gennemslagskraft. I hvert fald sørgede han for havns og fjords uddybning, fattigvæsenets organisering med arbejdsanstalt og spindeskole og lovgivning for byjorden. Under hans ledelse blev rådhuset opført i 1778, og Sct. Mortens Kirke fik tårn og spir i 1796.
Indskriften på portrætpladen dokumenterer, at ”erkjentlige Borgere” har været tilfredse med Carøes indsats. Hans gravsten kan stadig ses på Østre Kirkegård.
Johan Peter Wildenradt (1769-1845) generalløjtnant og æresborger
Af Randers bys fire æresborgere er Johan Peter Wildenradt den første og vel gennem alle tider alligevel den mindst kendte. Men årsagen til højagtelsen af ham er særdeles sympatisk: han indførte en human disciplin over for de menige i sin tid som regimentschef i Randers.
Wildenradt var af gammel militærslægt, begyndte sin soldaterkarriere som l3-årig og kom med rang af oberst til Randers den 1. januar 1830 som chef for ”Jydske Regiments lette Dragoner” – med bopæl i ”Byen Gård” (i Torvegade, hvor senere Hotel Randers kom til at ligge). Det blev til tolv år som regimentschef i Randers med militært avancement til generalløjtnant og med kongelig udnævnelse til kammerherre, Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af Dannebrog. Men vigtigst for byen: han udviklede et særdeles godt forhold til borgerne.
Denne gode forbindelse blev da også understreget på det kraftigste ved hans afsked med pension: byen skænkede ham et prægtigt bronzeur og gjorde ham til æresborger, og han kvitterede ved som pensionist at blive boende i Randers. Hans otium blev dog kort: tre år fik han og døde så som 75-årig. Han ligger begravet i København.
Af Randers bys fire æresborgere er Johan Peter Wildenradt den første og vel gennem alle tider alligevel den mindst kendte. Men årsagen til højagtelsen af ham er særdeles sympatisk: han indførte en human disciplin over for de menige i sin tid som regimentschef i Randers.
Wildenradt var af gammel militærslægt, begyndte sin soldaterkarriere som l3-årig og kom med rang af oberst til Randers den 1. januar 1830 som chef for ”Jydske Regiments lette Dragoner” – med bopæl i ”Byen Gård” (i Torvegade, hvor senere Hotel Randers kom til at ligge). Det blev til tolv år som regimentschef i Randers med militært avancement til generalløjtnant og med kongelig udnævnelse til kammerherre, Ridder af Dannebrog, Dannebrogsmand og Kommandør af Dannebrog. Men vigtigst for byen: han udviklede et særdeles godt forhold til borgerne.
Denne gode forbindelse blev da også understreget på det kraftigste ved hans afsked med pension: byen skænkede ham et prægtigt bronzeur og gjorde ham til æresborger, og han kvitterede ved som pensionist at blive boende i Randers. Hans otium blev dog kort: tre år fik han og døde så som 75-årig. Han ligger begravet i København.
St. St. Blicher (1782-1848) forfatter
Alle vil i et eller andet omfang være bekendt med St. St. Blichers tilknytning til Randers. Mange husker i hvert fald hans forbindelse til byens latinskole (elev 1796-99 og lærer 1810-11) og til Elmenhoffs bogtrykkeri, hvor en del af hans litteratur blev udgivet. Nogle vil også vide, at den jyske forfatter ikke altid stod sig lige godt med hovedstadens intelligentsia. Undertiden blev der imidlertid holdt gode miner:
Blicher og den meget selvbevidste forfatter, kritiker og direktør for Det kgl. Teater Johan Ludvig Heiberg var ikke venner. I 1817 angreb Blicher Heiberg for dennes grove omtale af salmedigteren Ingemann, hvilket i 1825 fik Heiberg til at rakke Blichers tragedie Johanna Gray ned ved fiaskopremieren på Det kgl. Teater. Straks derefter hånede Blicher så Heibergs vaudeviller som ”det fladeste Lapsesludder, jeg i mine dage har læst.”
Det hele ordnes imidlertid, da Det kgl. Teaters turné i juni 1833 kommer til Randers. Heiberg sender forsonende fribilletter til Blicher i Spentrup, de mødes i høflighed på teatret, og Blicher skamroser forestillingen med Johanne Luise Heiberg i hovedrollen i Randers Amtsavis (”vor uforglemmelige Kunstnerinde”), hvorefter fru Heiberg et halvt år senere læser Blichers Hosekræmmeren op på Det kgl. Teater.
Så elegant kan det gøres, men - nogen særlig bevågenhed hos den københavnske kulturelite opnåede Blicher aldrig.
Alle vil i et eller andet omfang være bekendt med St. St. Blichers tilknytning til Randers. Mange husker i hvert fald hans forbindelse til byens latinskole (elev 1796-99 og lærer 1810-11) og til Elmenhoffs bogtrykkeri, hvor en del af hans litteratur blev udgivet. Nogle vil også vide, at den jyske forfatter ikke altid stod sig lige godt med hovedstadens intelligentsia. Undertiden blev der imidlertid holdt gode miner:
Blicher og den meget selvbevidste forfatter, kritiker og direktør for Det kgl. Teater Johan Ludvig Heiberg var ikke venner. I 1817 angreb Blicher Heiberg for dennes grove omtale af salmedigteren Ingemann, hvilket i 1825 fik Heiberg til at rakke Blichers tragedie Johanna Gray ned ved fiaskopremieren på Det kgl. Teater. Straks derefter hånede Blicher så Heibergs vaudeviller som ”det fladeste Lapsesludder, jeg i mine dage har læst.”
Det hele ordnes imidlertid, da Det kgl. Teaters turné i juni 1833 kommer til Randers. Heiberg sender forsonende fribilletter til Blicher i Spentrup, de mødes i høflighed på teatret, og Blicher skamroser forestillingen med Johanne Luise Heiberg i hovedrollen i Randers Amtsavis (”vor uforglemmelige Kunstnerinde”), hvorefter fru Heiberg et halvt år senere læser Blichers Hosekræmmeren op på Det kgl. Teater.
Så elegant kan det gøres, men - nogen særlig bevågenhed hos den københavnske kulturelite opnåede Blicher aldrig.
Ludvig Conrad Neckelmann (1784-1865) borgmester
Adskillige af Randers bys tidlige borgmestre udgav topografiske værker om deres by, således også L.C. Neckelmann. Hans Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830 udkom midt i hans borgmestertid, men var kun en lille del af hans forfatterskab – og hans virksomhed i det hele taget.
Han var officerssøn fra Ebeltoft, blev jurist som 20-årig, var fra 1810 byfoged i Randers og derefter borgmester i perioden 1819-39. Han havde omdømme som en meget flittig og effektiv embedsmand, men også ganske hård i sin ledelse.
Neckelmann var en flittig skribent på meget forskellige fagområder: i 1832 kom Forslag til Pramfart mellem Limfjorden og Gudenaa, købstadsbeskrivelsen blev i 1833 fulgt op af Randers Kjøbstads hist.-topogr. beskrivelse og i 1836 Om Kommunevæsenet i Danmark. Skribenten forsøgte i disse værker at beskrive forhold med henblik på at stille forslag om og anvise veje til deres udvikling.
Som følge af sine iagttagelser i randrusiansk byliv og sin iver for at fremme købstadens udvikling var han i 1829 blandt initiativtagerne til oprettelsen af Sparekassen for Randers By og Omegn, hvis formand han var frem til 1833.
Neckelmann døde i maj 1865 og blev begravet på Østre Kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses.
Adskillige af Randers bys tidlige borgmestre udgav topografiske værker om deres by, således også L.C. Neckelmann. Hans Kortfattet Udsigt over Randers Kjøbstad i Aaret 1830 udkom midt i hans borgmestertid, men var kun en lille del af hans forfatterskab – og hans virksomhed i det hele taget.
Han var officerssøn fra Ebeltoft, blev jurist som 20-årig, var fra 1810 byfoged i Randers og derefter borgmester i perioden 1819-39. Han havde omdømme som en meget flittig og effektiv embedsmand, men også ganske hård i sin ledelse.
Neckelmann var en flittig skribent på meget forskellige fagområder: i 1832 kom Forslag til Pramfart mellem Limfjorden og Gudenaa, købstadsbeskrivelsen blev i 1833 fulgt op af Randers Kjøbstads hist.-topogr. beskrivelse og i 1836 Om Kommunevæsenet i Danmark. Skribenten forsøgte i disse værker at beskrive forhold med henblik på at stille forslag om og anvise veje til deres udvikling.
Som følge af sine iagttagelser i randrusiansk byliv og sin iver for at fremme købstadens udvikling var han i 1829 blandt initiativtagerne til oprettelsen af Sparekassen for Randers By og Omegn, hvis formand han var frem til 1833.
Neckelmann døde i maj 1865 og blev begravet på Østre Kirkegård, hvor hans gravsten stadig kan ses.
Søren Møller (1808-80) proprietær og sparekassedirektør
Jorderne til ejendommen Slyngborg lå tæt op til Randers by i den nordlige udkant. Efter ejeren Søren Møllers død blev gård og jord efter hans testamentariske ønske solgt samlet, og da køberne derefter udstykkede Slyngborgtoften, fik Søren Møller posthumt opkaldt et helt bykvarter efter sig i vinklen Søren Møllersgade-Slyngborggade.
Søren Møller var født i Randers og arvede Slyngborg, som han drev i en årrække. Efterhånden som byen voksede, blev gården næsten indlemmet, og med udstykningen udvikledes dette nye bykvarter meget hurtigt. I løbet af en snes år kom der til at bo op mod 2.500 mennesker på Slyngborgtoften. I den senere del af sit liv (1862-1880) var Søren Møller direktør for Sparekassen for Randers By og Omegn.
Baggrunden for Møllers ønske om et samlet salg af gård og jord var, at han ingen arvinger havde, og samme årsag var der måske til, at han gav et legat på 175.000 kr. til Randers bys borgere. Donationen sikrede siden hen Søren Møller en plads på Randers Rådhus, hvor hans portræt (af maleren Herman Siegumfeldt) hænger ved siden af byens andre legatgiveres.
Jorderne til ejendommen Slyngborg lå tæt op til Randers by i den nordlige udkant. Efter ejeren Søren Møllers død blev gård og jord efter hans testamentariske ønske solgt samlet, og da køberne derefter udstykkede Slyngborgtoften, fik Søren Møller posthumt opkaldt et helt bykvarter efter sig i vinklen Søren Møllersgade-Slyngborggade.
Søren Møller var født i Randers og arvede Slyngborg, som han drev i en årrække. Efterhånden som byen voksede, blev gården næsten indlemmet, og med udstykningen udvikledes dette nye bykvarter meget hurtigt. I løbet af en snes år kom der til at bo op mod 2.500 mennesker på Slyngborgtoften. I den senere del af sit liv (1862-1880) var Søren Møller direktør for Sparekassen for Randers By og Omegn.
Baggrunden for Møllers ønske om et samlet salg af gård og jord var, at han ingen arvinger havde, og samme årsag var der måske til, at han gav et legat på 175.000 kr. til Randers bys borgere. Donationen sikrede siden hen Søren Møller en plads på Randers Rådhus, hvor hans portræt (af maleren Herman Siegumfeldt) hænger ved siden af byens andre legatgiveres.
Jens Peter Trap (1810-85) kabinetssekretær og topografisk forfatter
”Traps Danmark” er en institution i dansk topografi. Til dette værk går man, når man søger en kortfattet og præcis oplysning om en egn eller et sted. Ingen andre steder siges det klarere. Trap udgav sit værk i fem bind 1861-64, og så brugt er værket siden blevet, at 5. udgave (1953-72) er på femten bind.
Men Trap har sat sig spor også på mange andre områder.
Jens Peter Trap var født i Randers, blev student herfra i 1828 og jurist fra Københavns Universitet i 1833. Året efter ansattes han i det kgl. kabinetssekretariat, hvor han virkede i 50 år, siden 1857 i den højeste stilling som kabinetssekretær. Han var dygtig, samvittighedsfuld og korrekt, hvilket gjorde ham til en højt respekteret og meget værdsat embedsmand af både Frederik VII og Christian IX.
Ved siden af gjorde han et stort arbejde for bedring af blindes og døvstummes uddannelsesvilkår og blev i 1880 direktør for et nyt døvstummeinstitut i Fredericia.
Som kongelig embedsmand blev han højt dekoreret, men hans berømmelse i dag er knyttet til hans topografiske værk: man skal fortsat bare kigge hos Trap, så får man klar besked.
”Traps Danmark” er en institution i dansk topografi. Til dette værk går man, når man søger en kortfattet og præcis oplysning om en egn eller et sted. Ingen andre steder siges det klarere. Trap udgav sit værk i fem bind 1861-64, og så brugt er værket siden blevet, at 5. udgave (1953-72) er på femten bind.
Men Trap har sat sig spor også på mange andre områder.
Jens Peter Trap var født i Randers, blev student herfra i 1828 og jurist fra Københavns Universitet i 1833. Året efter ansattes han i det kgl. kabinetssekretariat, hvor han virkede i 50 år, siden 1857 i den højeste stilling som kabinetssekretær. Han var dygtig, samvittighedsfuld og korrekt, hvilket gjorde ham til en højt respekteret og meget værdsat embedsmand af både Frederik VII og Christian IX.
Ved siden af gjorde han et stort arbejde for bedring af blindes og døvstummes uddannelsesvilkår og blev i 1880 direktør for et nyt døvstummeinstitut i Fredericia.
Som kongelig embedsmand blev han højt dekoreret, men hans berømmelse i dag er knyttet til hans topografiske værk: man skal fortsat bare kigge hos Trap, så får man klar besked.
Christian Emil Synnestvedt (1819-98) cand. polyt. og bryggeriejer
Født i København, uddannet på Polyteknisk Læreanstalt og på vej til at blive landmand: intet tydede omkring 1850 på, at Christian Emil Synnestvedt skulle blive grundlægger af bryggeriet Thor, men sådan gik det: i juni 1855 solgte han øl i sin nye kronjyske hjemby.
Ølbrygning havde været kendt i den almindelige husholdning i århundreder, da man i 1840’erne arbejdede med en industriel brygning af bayersk øl. I Randers blev der gjort adskillige forsøg, og Johan Peter Lindahl etablerede bryggeri i Nordregrave i 1853. To år efter gik han konkurs, og så overtog den ukendte Synnestvedt virksomheden med tinglyst skøde den 28. juli 1855, der blev officiel dato. Synnestvedt ejede og administrerede med stor succes frem til 1897 – med den 22. februar 1873 som en vigtig mellemstation: da gav han sit bryggeri navnet Thor og gjorde det til et aktieselskab.
Synnestvedt brugte alle sin kræfter på sit bryggeri og var kun i en kort periode engageret udadtil i byens samfundsliv, nemlig i forbindelse med opførelsen af den kommunale vandforsyning. I 1873-74 blev der anlagt et kommunalt vandværk ved Oust Mølle.
Født i København, uddannet på Polyteknisk Læreanstalt og på vej til at blive landmand: intet tydede omkring 1850 på, at Christian Emil Synnestvedt skulle blive grundlægger af bryggeriet Thor, men sådan gik det: i juni 1855 solgte han øl i sin nye kronjyske hjemby.
Ølbrygning havde været kendt i den almindelige husholdning i århundreder, da man i 1840’erne arbejdede med en industriel brygning af bayersk øl. I Randers blev der gjort adskillige forsøg, og Johan Peter Lindahl etablerede bryggeri i Nordregrave i 1853. To år efter gik han konkurs, og så overtog den ukendte Synnestvedt virksomheden med tinglyst skøde den 28. juli 1855, der blev officiel dato. Synnestvedt ejede og administrerede med stor succes frem til 1897 – med den 22. februar 1873 som en vigtig mellemstation: da gav han sit bryggeri navnet Thor og gjorde det til et aktieselskab.
Synnestvedt brugte alle sin kræfter på sit bryggeri og var kun i en kort periode engageret udadtil i byens samfundsliv, nemlig i forbindelse med opførelsen af den kommunale vandforsyning. I 1873-74 blev der anlagt et kommunalt vandværk ved Oust Mølle.
Pauline Worm (1825-1883) skolebestyrer og forfatter
Nogen praktisk eller økonomisk natur var Pauline Worm ikke, og derfor havde hun ikke held med sin skoledrift. Til gengæld havde hun skarpe meninger og mod til at give dem udtryk, og derfor slog hun stærkt igennem i debat og litteratur. I dag læses hun kun lidt, men er fortsat et navn i kvindesagen.
Pauline Worm var præstedatter, født i Hyllested, senere bosat i Kristrup med skolegang på Frk. Brocks Pigeskole i Randers. Her blev hun selv underviser som 16-årig – for så at flytte til Præstø og dér begynde sit forfatterskab. I 1853 returnerede hun til Randers og åbnede en pigeskole, der dog efter få år måtte lukke. En ny pigeskole nu i Århus gik heller ikke, og årsagen var i begge tilfælde hendes upraktiske og uøkonomiske sans – samt nok også et noget uomgængeligt temperament.
Litterært gik det meget bedre: hendes kvindepolitiske skrifter havde gennemslagskraft, og hun blev meget brugt som foredragsholder. Budskaberne var stedse, at den ugifte kvinde skulle have fuldt råderet over egen person og ejendom og have fuld adgang til uddannelse og erhverv. Pauline Worm kaldte engang sig selv ”en valkyrie”, og hvis hun dermed mente, at hun sloges som en kriger for sine idéer, var betegnelsen meget præcis.
Nogen praktisk eller økonomisk natur var Pauline Worm ikke, og derfor havde hun ikke held med sin skoledrift. Til gengæld havde hun skarpe meninger og mod til at give dem udtryk, og derfor slog hun stærkt igennem i debat og litteratur. I dag læses hun kun lidt, men er fortsat et navn i kvindesagen.
Pauline Worm var præstedatter, født i Hyllested, senere bosat i Kristrup med skolegang på Frk. Brocks Pigeskole i Randers. Her blev hun selv underviser som 16-årig – for så at flytte til Præstø og dér begynde sit forfatterskab. I 1853 returnerede hun til Randers og åbnede en pigeskole, der dog efter få år måtte lukke. En ny pigeskole nu i Århus gik heller ikke, og årsagen var i begge tilfælde hendes upraktiske og uøkonomiske sans – samt nok også et noget uomgængeligt temperament.
Litterært gik det meget bedre: hendes kvindepolitiske skrifter havde gennemslagskraft, og hun blev meget brugt som foredragsholder. Budskaberne var stedse, at den ugifte kvinde skulle have fuldt råderet over egen person og ejendom og have fuld adgang til uddannelse og erhverv. Pauline Worm kaldte engang sig selv ”en valkyrie”, og hvis hun dermed mente, at hun sloges som en kriger for sine idéer, var betegnelsen meget præcis.
Johannes Frederik Christian Uldall (1839-1920) arkitekt
Det var stor faglig dygtighed, dybt kulturhistorisk engagement og en helt overvældende arbejdsevne, der gjorde arkitekt Uldall til et omdrejningspunkt i kronjysk samfunds- og kulturliv, men hans omfattende virke rakte langt ud over regionens grænser.
Han kaldte sig altid Frits, var født i Fredericia og uddannede sig (under den navnkundige professor Ferdinand Meldahl) på Kunstakademiet 1857-63, men var samtidig i tømrerlære (svend 1859). Så deltog han som underofficer i krigen 1864 og bosatte sig derefter i Randers i 1865, da han projekterede broer og stationer til anlægget af Århus-Randers-jernbanen.
Senere arbejdede han især inden for kirkelig arkitektur og restaurering, f. eks. i Sct. Mortens Kirke (1870). Han var en lidenskabelig arkæolog og udgravede selv store dele af det middelalderlige Randers. Samtidig var han internationalt kendt for sin dokumentation af middelalderlige kirkeklokker.
I forlængelse af det arkæologiske arbejde blev han en af initiativtagerne til oprettelsen af Kulturhistorisk Museum i Randers i 1872 og var gennem ni år dets første sekretær. I perioden 1874-77 lagde han endog rum til museets første samlinger på 2. sal i sin ejendom, Vestergade 50.
Det var også respekten for kulturhistorien og det personlige engagement, der i 1890’erne fik Uldall til at kaste sig ind kampen for en bevarelse af det forfaldne Helligåndshus, som byrådet ønskede nedrevet. Uldall vandt, og Helligåndshuset blev bevaret og restaureret, så det står gammelt og smukt i dag.
Det var stor faglig dygtighed, dybt kulturhistorisk engagement og en helt overvældende arbejdsevne, der gjorde arkitekt Uldall til et omdrejningspunkt i kronjysk samfunds- og kulturliv, men hans omfattende virke rakte langt ud over regionens grænser.
Han kaldte sig altid Frits, var født i Fredericia og uddannede sig (under den navnkundige professor Ferdinand Meldahl) på Kunstakademiet 1857-63, men var samtidig i tømrerlære (svend 1859). Så deltog han som underofficer i krigen 1864 og bosatte sig derefter i Randers i 1865, da han projekterede broer og stationer til anlægget af Århus-Randers-jernbanen.
Senere arbejdede han især inden for kirkelig arkitektur og restaurering, f. eks. i Sct. Mortens Kirke (1870). Han var en lidenskabelig arkæolog og udgravede selv store dele af det middelalderlige Randers. Samtidig var han internationalt kendt for sin dokumentation af middelalderlige kirkeklokker.
I forlængelse af det arkæologiske arbejde blev han en af initiativtagerne til oprettelsen af Kulturhistorisk Museum i Randers i 1872 og var gennem ni år dets første sekretær. I perioden 1874-77 lagde han endog rum til museets første samlinger på 2. sal i sin ejendom, Vestergade 50.
Det var også respekten for kulturhistorien og det personlige engagement, der i 1890’erne fik Uldall til at kaste sig ind kampen for en bevarelse af det forfaldne Helligåndshus, som byrådet ønskede nedrevet. Uldall vandt, og Helligåndshuset blev bevaret og restaureret, så det står gammelt og smukt i dag.
Vilhelm Thomsen (1842-1927) sprogforsker, professor og æresborger
Kun tolv år var Vilhelm Thomsen randrusianer: fra han var fem, da faderen blev forflyttet som postmester til Randers, - til han var sytten og blev student fra Randers Latinskole. Så gik turen til universitetet i København og til den internationale berømmelse. De videnskabelige fortjenester blev så store, at han siden blev æresborger i Randers og fik sin egen plads.
Thomsens sprognemme var uovertruffet: allerede som dreng kunne han en halv snes sprog (bl. a. spansk, islandsk, arabisk og sanskrit), i studietiden kom adskillige nye til (ungarsk og finsk blev specialer), og som kandidat sagdes det fåmælte sprogmenneske at kunne tie på 50 sprog. På H. C. Andersens 70 årsdag i 1875 fejrede han digteren ved i egen oversættelse at udgive ”Historien om en moder” på 15 sprog.
I 1887 blev han professor ved Københavns Universitet og verdensberømt – især for tydningen af de tyrkisksprogede Orkhon-indskrifter på to stenmonumenter i Mongoliet.
Midt i sin intense forskning glemte Thomsen alligevel aldrig Randers. Han var medlem af ”Randrusianersamfundet”, blev siden dets æresmedlem, og på 80 årsdagen i 1922 udnævntes han til æresborger i Randers. Siden hen blev Vestertorv over for banegården omdøbt til Vilhelm Thomsens Plads. Dén kender man i byen, om end de færreste ved, hvem navngiveren er, men hans position i international sprogforskning er usvækket.
Kun tolv år var Vilhelm Thomsen randrusianer: fra han var fem, da faderen blev forflyttet som postmester til Randers, - til han var sytten og blev student fra Randers Latinskole. Så gik turen til universitetet i København og til den internationale berømmelse. De videnskabelige fortjenester blev så store, at han siden blev æresborger i Randers og fik sin egen plads.
Thomsens sprognemme var uovertruffet: allerede som dreng kunne han en halv snes sprog (bl. a. spansk, islandsk, arabisk og sanskrit), i studietiden kom adskillige nye til (ungarsk og finsk blev specialer), og som kandidat sagdes det fåmælte sprogmenneske at kunne tie på 50 sprog. På H. C. Andersens 70 årsdag i 1875 fejrede han digteren ved i egen oversættelse at udgive ”Historien om en moder” på 15 sprog.
I 1887 blev han professor ved Københavns Universitet og verdensberømt – især for tydningen af de tyrkisksprogede Orkhon-indskrifter på to stenmonumenter i Mongoliet.
Midt i sin intense forskning glemte Thomsen alligevel aldrig Randers. Han var medlem af ”Randrusianersamfundet”, blev siden dets æresmedlem, og på 80 årsdagen i 1922 udnævntes han til æresborger i Randers. Siden hen blev Vestertorv over for banegården omdøbt til Vilhelm Thomsens Plads. Dén kender man i byen, om end de færreste ved, hvem navngiveren er, men hans position i international sprogforskning er usvækket.
Joachim Frantz Hermann Stilling (1843-1925) bagermester og politiker
Tredje generation trådte til, da Hermann Stilling i 1870 overtog bagerforretningen på hjørnet mellem Storegade og Søndergade, og her boede han i over 50 år og ledede forretningen i 44 år. Den gamle bagergård var hans faste bastion, også når der blev virket på andre fronter.
Stilling var først og fremmest bager og opfattede faget som et håndværk. Derfor gik han tidligt ind i branchens foreninger og virkede for højnelse af faget, ligesom håndværkerstandens uddannelse alment havde hans varme interesse. I alle foreninger endte han som formand på grund af sin indsigt og handlekraft.
Også det politiske liv overkom han: 24 år for Højre i Randers byråd (1876-1900) og 28 år i Landstinget (1890-1918). For dette arbejde blev han Kommandør af Dannebrog i 1919, og året efter på sin og fruens guldbryllupsdag blev højremanden Hermann Stilling så sin fødebys anden æresborger, udnævnt af et byråd med socialdemokratisk flertal.
Den ære kunne han nyde i fem år, så tog han afsked med tilværelsen i en pompøs begravelse, som Håndværkerforeningen og Handelsstandsforeningen bekostede i Sct. Mortens Kirke.
Tredje generation trådte til, da Hermann Stilling i 1870 overtog bagerforretningen på hjørnet mellem Storegade og Søndergade, og her boede han i over 50 år og ledede forretningen i 44 år. Den gamle bagergård var hans faste bastion, også når der blev virket på andre fronter.
Stilling var først og fremmest bager og opfattede faget som et håndværk. Derfor gik han tidligt ind i branchens foreninger og virkede for højnelse af faget, ligesom håndværkerstandens uddannelse alment havde hans varme interesse. I alle foreninger endte han som formand på grund af sin indsigt og handlekraft.
Også det politiske liv overkom han: 24 år for Højre i Randers byråd (1876-1900) og 28 år i Landstinget (1890-1918). For dette arbejde blev han Kommandør af Dannebrog i 1919, og året efter på sin og fruens guldbryllupsdag blev højremanden Hermann Stilling så sin fødebys anden æresborger, udnævnt af et byråd med socialdemokratisk flertal.
Den ære kunne han nyde i fem år, så tog han afsked med tilværelsen i en pompøs begravelse, som Håndværkerforeningen og Handelsstandsforeningen bekostede i Sct. Mortens Kirke.
Otto V. Lassen (1845-1919) overlæge
Doktorparken er byens synligste minde om Otto V. Lassen: tre år før sin afrejse fra Randers i 1915 forærede han byen sin lystejendom Bettysminde på Viborgvej og gav oveni penge til en beplantning af området, så borgerne kunne nyde stedet, som han og hans familie selv havde gjort det.
Lassen var født i landsbyen Torkildstrup i bunden af Roskilde Fjord, læste medicin i København og kom til Randers som privatpraktiserende læge 29 år gammel i 1874. Han var en meget dygtig kirurg, hvorfor han i 1881 blev tilknyttet byens sygehus, og hans store arbejdsevne tillod ham fortsat også at praktisere privat. I 1905 blev han overlæge på sygehuset.
Dobbeltarbejdet som læge forhindrede ikke Lassen i at interessere sig for byens liv mere alment: i en periode var han medlem af byrådet og desuden levende optaget af byens kulturliv. Han var formand for musikforeningen Brage og medvirkende til udgivelsen af Lauritz Nielsen Randrups byhistoriske digt Randers March (1698) i trykt form.
I herskabslejligheden i Kalentegården, Rådshustræde 1 holdt familien i sæsonen stor selskabelighed, men om sommeren var det landliggerliv på Bettysminde. I 1915 trådte han tilbage som overlæge og tog til København. Året efter hans død blev en buste af Lassen (ved Anders Bundgaard) afsløret i Doktorparken.
Doktorparken er byens synligste minde om Otto V. Lassen: tre år før sin afrejse fra Randers i 1915 forærede han byen sin lystejendom Bettysminde på Viborgvej og gav oveni penge til en beplantning af området, så borgerne kunne nyde stedet, som han og hans familie selv havde gjort det.
Lassen var født i landsbyen Torkildstrup i bunden af Roskilde Fjord, læste medicin i København og kom til Randers som privatpraktiserende læge 29 år gammel i 1874. Han var en meget dygtig kirurg, hvorfor han i 1881 blev tilknyttet byens sygehus, og hans store arbejdsevne tillod ham fortsat også at praktisere privat. I 1905 blev han overlæge på sygehuset.
Dobbeltarbejdet som læge forhindrede ikke Lassen i at interessere sig for byens liv mere alment: i en periode var han medlem af byrådet og desuden levende optaget af byens kulturliv. Han var formand for musikforeningen Brage og medvirkende til udgivelsen af Lauritz Nielsen Randrups byhistoriske digt Randers March (1698) i trykt form.
I herskabslejligheden i Kalentegården, Rådshustræde 1 holdt familien i sæsonen stor selskabelighed, men om sommeren var det landliggerliv på Bettysminde. I 1915 trådte han tilbage som overlæge og tog til København. Året efter hans død blev en buste af Lassen (ved Anders Bundgaard) afsløret i Doktorparken.
Hans Sophus Wodschou (1846-1910) litteraturkritiker og -forsker
Udefra så Hans Sophus Wodschous tilværelse ikke ligefrem lykkelig ud efter en traditionel målestok, men han traf tilsyneladende sine valg med stor afklaring og efterlevede konsekvent sine beslutninger.
Wodschou var bornholmer, men voksede efter faderens tidlige død op hos sin morfar, der var godsforvalter på Frijsenborg. Han blev student fra Randers Latinskole i 1865 med et års forsinkelse, fordi han – uden at rådføre sig med familien – meldte sig frivilligt i den dansk-tyske krig i 1864.
Som student begyndte han på Københavns Universitet studier i æstetik, historie og religionshistorie, men tog ingen eksamen og levede i en årrække meget spartansk som privatlærer og dagbladskritiker. Han var en fremragende litteraturlæser, men udviklede en ætsende stil, der ikke gjorde han populær. Siden fik han tilbudt et professorat i æstetik ved Københavns Universitet, men afslog.
Med tiden udviklede han en sådan indesluttethed og menneskeskyhed, at han i 1887 trak sig ud af enhver almindelig menneskelig socialitet og bosatte sig et afsides sted i Sydsverige for uforstyrret at kunne fordybe sig i sine studier.
Herfra udgav han sit hovedværk ”Sjæledyrkelse og naturdyrkelse. Bidrag til bestemmelsen af den mytologiske metode” (1890-97), der ikke fandt genklang, præget som det var – hævdedes det – af ”hans stærkt særprægede meninger og blindt ensidige synspunkter”.
Udefra så Hans Sophus Wodschous tilværelse ikke ligefrem lykkelig ud efter en traditionel målestok, men han traf tilsyneladende sine valg med stor afklaring og efterlevede konsekvent sine beslutninger.
Wodschou var bornholmer, men voksede efter faderens tidlige død op hos sin morfar, der var godsforvalter på Frijsenborg. Han blev student fra Randers Latinskole i 1865 med et års forsinkelse, fordi han – uden at rådføre sig med familien – meldte sig frivilligt i den dansk-tyske krig i 1864.
Som student begyndte han på Københavns Universitet studier i æstetik, historie og religionshistorie, men tog ingen eksamen og levede i en årrække meget spartansk som privatlærer og dagbladskritiker. Han var en fremragende litteraturlæser, men udviklede en ætsende stil, der ikke gjorde han populær. Siden fik han tilbudt et professorat i æstetik ved Københavns Universitet, men afslog.
Med tiden udviklede han en sådan indesluttethed og menneskeskyhed, at han i 1887 trak sig ud af enhver almindelig menneskelig socialitet og bosatte sig et afsides sted i Sydsverige for uforstyrret at kunne fordybe sig i sine studier.
Herfra udgav han sit hovedværk ”Sjæledyrkelse og naturdyrkelse. Bidrag til bestemmelsen af den mytologiske metode” (1890-97), der ikke fandt genklang, præget som det var – hævdedes det – af ”hans stærkt særprægede meninger og blindt ensidige synspunkter”.
Peter Christian Knudsen (1848-1910) handskemager og partiformand
Forretningsfører kaldtes P. Knudsen, da han i 1882 blev leder af det danske socialdemokrati, og under denne titel var han partiets førstemand i 27 år. I 1909 kunne han så videregive forretningen til den mand, som han selv havde oplært i partiorganisationen, og som skulle blive landets statsminister gennem 15 år: Thorvald Stauning.
Knudsen var født i Randers og blev udlært handskemager i 1867. Efter en kort periode i København rejste han til Sverige, men vendte hjem for at blive soldat. Han begyndte sit faglige og politiske arbejde først i 1870’erne og blev hurtigt en drivende kraft i det hastigt voksende socialdemokrati. I 1884 blev han folketingskandidat i Randers, men kom først ind ved valget i 1898, dog kun for tre år. I 1903 flyttede han til en hovedstadskreds og blev her indvalgt, indtil han udtrådte i 1909, da han blev borgmester i København.
Partiets fremgang og trivsel var Knudsens store mål, og for det sled han sig op. Med en næsten overjordisk arbejdsindsats skabte han det store partiapparat. Han sagdes at være brysk, utålmodig og med et voldsomt temperament totalt blottet for humor. Han overtog i 1882 en lille forening, men afleverede i 1909 til Stauning et parti med 230 afdelinger. Knudsen døde en måned før sin 62. fødselsdag og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.
Forretningsfører kaldtes P. Knudsen, da han i 1882 blev leder af det danske socialdemokrati, og under denne titel var han partiets førstemand i 27 år. I 1909 kunne han så videregive forretningen til den mand, som han selv havde oplært i partiorganisationen, og som skulle blive landets statsminister gennem 15 år: Thorvald Stauning.
Knudsen var født i Randers og blev udlært handskemager i 1867. Efter en kort periode i København rejste han til Sverige, men vendte hjem for at blive soldat. Han begyndte sit faglige og politiske arbejde først i 1870’erne og blev hurtigt en drivende kraft i det hastigt voksende socialdemokrati. I 1884 blev han folketingskandidat i Randers, men kom først ind ved valget i 1898, dog kun for tre år. I 1903 flyttede han til en hovedstadskreds og blev her indvalgt, indtil han udtrådte i 1909, da han blev borgmester i København.
Partiets fremgang og trivsel var Knudsens store mål, og for det sled han sig op. Med en næsten overjordisk arbejdsindsats skabte han det store partiapparat. Han sagdes at være brysk, utålmodig og med et voldsomt temperament totalt blottet for humor. Han overtog i 1882 en lille forening, men afleverede i 1909 til Stauning et parti med 230 afdelinger. Knudsen døde en måned før sin 62. fødselsdag og blev begravet på Assistens Kirkegård i København.
Conrad Staugaard (1852-1922) bankdirektør og børnebogsforfatter
For mange kræver det nok en hel del fantasi at forestille sig en bankdirektør, der også skriver børnebøger, men et eksempel på denne sjældne konstruktion har man med Conrad Staugaard, der i 1891 blev den første direktør i Creditbanken i Randers – og i 1898 udgav den lille børnebog Rama-Sama.
Staugaard var handelsuddannet og i 16 år bogholder i Horsens for derefter at blive bestyrer af Schmidts Jernstøberi & Maskinfabrik i Randers. Gennem dette arbejde fik han indblik i handlendes og håndværkeres store tidsforbrug omkring finansiering og bogholderi, hvorfor han foreslog de næringsdrivende i Randers at oprette en kreditbank, der tog sig af penge- og noteringsarbejdet. I april 1891 var Creditbanken en realitet – med Conrad Staugaard som direktør.
Selv om Staugaard skulle oparbejde et nyt pengeinstitut, fik han også tid til Rama-Sama, den lille bog på 16 sider med hans egne illustrationer, som han tilegnede sit gudbarn og niece Elisabeth. Titelfiguren er en abelignende eventyrmand, som får besøg af bogens hovedperson Lille Hans.
Rama-Sama blev genudgivet i 1970’erne, men er vanskelig at opdrive i dag. Creditbanken skiftede i 1919 navn til Folkebanken, og under det navn blev den i 1927 overtaget af Discontobanken.
For mange kræver det nok en hel del fantasi at forestille sig en bankdirektør, der også skriver børnebøger, men et eksempel på denne sjældne konstruktion har man med Conrad Staugaard, der i 1891 blev den første direktør i Creditbanken i Randers – og i 1898 udgav den lille børnebog Rama-Sama.
Staugaard var handelsuddannet og i 16 år bogholder i Horsens for derefter at blive bestyrer af Schmidts Jernstøberi & Maskinfabrik i Randers. Gennem dette arbejde fik han indblik i handlendes og håndværkeres store tidsforbrug omkring finansiering og bogholderi, hvorfor han foreslog de næringsdrivende i Randers at oprette en kreditbank, der tog sig af penge- og noteringsarbejdet. I april 1891 var Creditbanken en realitet – med Conrad Staugaard som direktør.
Selv om Staugaard skulle oparbejde et nyt pengeinstitut, fik han også tid til Rama-Sama, den lille bog på 16 sider med hans egne illustrationer, som han tilegnede sit gudbarn og niece Elisabeth. Titelfiguren er en abelignende eventyrmand, som får besøg af bogens hovedperson Lille Hans.
Rama-Sama blev genudgivet i 1970’erne, men er vanskelig at opdrive i dag. Creditbanken skiftede i 1919 navn til Folkebanken, og under det navn blev den i 1927 overtaget af Discontobanken.
Knud Børge Pontoppidan (1853-1916) overlæge og professor
Da forfatterinden Amalie Skram i 1894 blev indlagt på Københavns Kommunehospitals 6. afdeling til observation for en nervøs lidelse, skrev hun til sin søn: ”Jeg faldt i et brutalt og tarveligt menneskes hænder…” Dette menneske var afdelingens overlæge Knud Børge Pontoppidan, som med kritikken røg ud i sit livs uvejr, der for altid ændrede hans tilværelse.
Knud Pontoppidan var storebroder til forfatteren Henrik Pontoppidan. Han var født i Ribe, fra 1863 bosat i Randers, student fra Randers Statsskole 1870, medicinsk kandidat 1876 med nervelidelser som speciale og fra 1880 ansat på 6. afdeling, fra 1883 som overlæge og samtidig docent i psykiatri ved Universitetet.
Han var en agtet psykiater og en vellidt underviser, da Amalie Skrams kritik (udbygget i to nøgleromaner) satte ind. Kritikken kom til at indgå i en heftig offentlig debat om forholdene på 6. afdeling, hvis overlæge blev anklaget for umenneskelig behandling af patienterne. I den oppiskede stemning tog en forbitret Pontoppidan sin afsked.
Han arbejdede derefter som overlæge ved Jydske Asyl i Århus og fra 1901 som professor i retsmedicin og hygiejne på Københavns Universitet. Han fortsatte endvidere et meget respekteret videnskabeligt forfatterskab, men måtte i 1913 forlade arbejdet på grund af sygdom.
Pontoppidans otium blev ganske kort og ved siden af sygdom præget af tiltagende desillusionering og ensomhedsfølelse. Hans faglige indsats anerkendes i eftertiden, men hans rolle som skurk i Amalie Skrams forfatterskab er heller ikke glemt.
Da forfatterinden Amalie Skram i 1894 blev indlagt på Københavns Kommunehospitals 6. afdeling til observation for en nervøs lidelse, skrev hun til sin søn: ”Jeg faldt i et brutalt og tarveligt menneskes hænder…” Dette menneske var afdelingens overlæge Knud Børge Pontoppidan, som med kritikken røg ud i sit livs uvejr, der for altid ændrede hans tilværelse.
Knud Pontoppidan var storebroder til forfatteren Henrik Pontoppidan. Han var født i Ribe, fra 1863 bosat i Randers, student fra Randers Statsskole 1870, medicinsk kandidat 1876 med nervelidelser som speciale og fra 1880 ansat på 6. afdeling, fra 1883 som overlæge og samtidig docent i psykiatri ved Universitetet.
Han var en agtet psykiater og en vellidt underviser, da Amalie Skrams kritik (udbygget i to nøgleromaner) satte ind. Kritikken kom til at indgå i en heftig offentlig debat om forholdene på 6. afdeling, hvis overlæge blev anklaget for umenneskelig behandling af patienterne. I den oppiskede stemning tog en forbitret Pontoppidan sin afsked.
Han arbejdede derefter som overlæge ved Jydske Asyl i Århus og fra 1901 som professor i retsmedicin og hygiejne på Københavns Universitet. Han fortsatte endvidere et meget respekteret videnskabeligt forfatterskab, men måtte i 1913 forlade arbejdet på grund af sygdom.
Pontoppidans otium blev ganske kort og ved siden af sygdom præget af tiltagende desillusionering og ensomhedsfølelse. Hans faglige indsats anerkendes i eftertiden, men hans rolle som skurk i Amalie Skrams forfatterskab er heller ikke glemt.
Jens Peter Jensen-Værum (1855-1926) arkitekt
Teknisk Skole – opført 1892 i italiensk renæssancestil – er vel arkitekt Jensen-Værums hovedværk, men det var det meget mindre Missionshus Saron (1891 – i samme byggestil), der fik det kategoriske prædikat ”Danmarks smukkeste missionshus”.
Jensen-Værum var randrusianer og kom gennem mange år til at præge byens fysiske udseende. Han studerede ved Kunstakademiet hos professorerne Chr. Hansen og F. Meldahl, men tog ikke afgangseksamen. Så vendte han tilbage til Randers i 1879 og tegnede en række af byens store huse: dragonkasernen i Thorsgade (1880), så Saron og Teknisk Skole, Sct. Mortens Menighedshus (1896), Sct. Josephs Hospital (1903), Handelsbanken (1905) og udvidelsen af Randers Museum (1908).
Hans bygninger er store og pompøse med inspiration fra de pragtbygninger, han så på sine rejser i Østrig og Italien.
Han var formand for Randers Museums kunstafdeling 1889-1926 og medlem af udvalget til oprettelse af Randers Elektricitetsværk (1895) og senere lokal leder af elværksbyggeriet på Mariagervej.
Danmarks smukkeste missionshus kan fortsat ses nederst i St. Blichersgade, og Teknisk Skole udgør nu forhuset mod Østervold til Kulturhuset i Stemannsgade.
Teknisk Skole – opført 1892 i italiensk renæssancestil – er vel arkitekt Jensen-Værums hovedværk, men det var det meget mindre Missionshus Saron (1891 – i samme byggestil), der fik det kategoriske prædikat ”Danmarks smukkeste missionshus”.
Jensen-Værum var randrusianer og kom gennem mange år til at præge byens fysiske udseende. Han studerede ved Kunstakademiet hos professorerne Chr. Hansen og F. Meldahl, men tog ikke afgangseksamen. Så vendte han tilbage til Randers i 1879 og tegnede en række af byens store huse: dragonkasernen i Thorsgade (1880), så Saron og Teknisk Skole, Sct. Mortens Menighedshus (1896), Sct. Josephs Hospital (1903), Handelsbanken (1905) og udvidelsen af Randers Museum (1908).
Hans bygninger er store og pompøse med inspiration fra de pragtbygninger, han så på sine rejser i Østrig og Italien.
Han var formand for Randers Museums kunstafdeling 1889-1926 og medlem af udvalget til oprettelse af Randers Elektricitetsværk (1895) og senere lokal leder af elværksbyggeriet på Mariagervej.
Danmarks smukkeste missionshus kan fortsat ses nederst i St. Blichersgade, og Teknisk Skole udgør nu forhuset mod Østervold til Kulturhuset i Stemannsgade.
Johan Rohde (1856-1935) maler og kunsthåndværker
Født i Randers, opvokset i Randers og student fra Randers var Johan Rohde, men hans store og berømmede indsats for kunsten skete i det københavnske kulturliv. Alligevel vedblev Randers at fylde meget i hans bevidsthed, og kærligheden til byen blev til sidst fastholdt i hans Randers-billeder.
Rohde var af gammel Randers-slægt. Hans far havde købmandsgården på hjørnet af Rådhustorvet og Houmeden, men sønnen ville være læge, ikke købmand. En tidlig vakt kunstinteresse fik imidlertid overtaget, og Rohde tog til kunstakademiet i hovedstaden i 1881. Uddannelsens akademiske stivhed fik ham til sammen med andre at stifte De frie Kunstskoler, hvor han selv blev undervist af folk som P.S. Krøyer. Ti år senere var han medstifter af Den frie Udstilling, hvor han udstillede til sin død - sideløbende med en lang række separatudstillinger i ind- og udland. Omkring 1900 begyndte han at arbejde med møbelkunst og sølvtøj, og sammen med Georg Jensen udviklede han ”den danske sølvstil”.
Både som udøvende kunstner og som kunstpolitiker var Rohde meget aktiv, og typisk er det måske, at hans Randers-billeder kommer i senere periode af hans malerliv, da blikket vendes tilbage på rødderne. Rohde døde i Hellerup som 78-årig og blev bisat på Ordrup Kirkegård.
Født i Randers, opvokset i Randers og student fra Randers var Johan Rohde, men hans store og berømmede indsats for kunsten skete i det københavnske kulturliv. Alligevel vedblev Randers at fylde meget i hans bevidsthed, og kærligheden til byen blev til sidst fastholdt i hans Randers-billeder.
Rohde var af gammel Randers-slægt. Hans far havde købmandsgården på hjørnet af Rådhustorvet og Houmeden, men sønnen ville være læge, ikke købmand. En tidlig vakt kunstinteresse fik imidlertid overtaget, og Rohde tog til kunstakademiet i hovedstaden i 1881. Uddannelsens akademiske stivhed fik ham til sammen med andre at stifte De frie Kunstskoler, hvor han selv blev undervist af folk som P.S. Krøyer. Ti år senere var han medstifter af Den frie Udstilling, hvor han udstillede til sin død - sideløbende med en lang række separatudstillinger i ind- og udland. Omkring 1900 begyndte han at arbejde med møbelkunst og sølvtøj, og sammen med Georg Jensen udviklede han ”den danske sølvstil”.
Både som udøvende kunstner og som kunstpolitiker var Rohde meget aktiv, og typisk er det måske, at hans Randers-billeder kommer i senere periode af hans malerliv, da blikket vendes tilbage på rødderne. Rohde døde i Hellerup som 78-årig og blev bisat på Ordrup Kirkegård.
Hansigne Staugaard (1857-1921) konditor
I 1957 blev ejendommen på hjørnet af Houmeden og Erik Menveds Plads revet ned, og dermed forsvandt det konditori, som Hansigne Staugaard under navnet Staugaards Damekonditori grundlagde 54 år tidligere – og gjorde til en institution i randrusiansk forretningsliv.
Frk. Staugaard startede i Brødregade sit eget hjemmebageri i 1894, men med købet i 1903 af ejendommen i Houmeden blev hun den første kvinde i landet, som etablerede eget konditori, og fra begyndelsen beskæftigede hun af princip udelukkende kvinder, ligesom varesortementet alene omfattede udsøgte konditorkager og det fineste brød.
Især for tre specialiteter blev Staugaards Damekonditori kendt: Scholander-kager (opkaldt efter en svensk visesanger Sven Scholander, som frk. Staugaard begejstredes over ved en sangaften i Håndværkerforeningen), Hofdesserter og Strandskaller. For disse specialiteter blev der kælet særligt i fremstillingen, men det var et særkende for konditoriet, at alt var tilberedt under størst mulig opmærksomhed.
Efter Hansigne Staugaards død som 64-årig i 1921 videreførtes konditoriet fuldstændig i den ånd, som grundlæggeren havde skabt, og først bulldozeren gjorde i 1957 op med ånd og forretning.
I 1957 blev ejendommen på hjørnet af Houmeden og Erik Menveds Plads revet ned, og dermed forsvandt det konditori, som Hansigne Staugaard under navnet Staugaards Damekonditori grundlagde 54 år tidligere – og gjorde til en institution i randrusiansk forretningsliv.
Frk. Staugaard startede i Brødregade sit eget hjemmebageri i 1894, men med købet i 1903 af ejendommen i Houmeden blev hun den første kvinde i landet, som etablerede eget konditori, og fra begyndelsen beskæftigede hun af princip udelukkende kvinder, ligesom varesortementet alene omfattede udsøgte konditorkager og det fineste brød.
Især for tre specialiteter blev Staugaards Damekonditori kendt: Scholander-kager (opkaldt efter en svensk visesanger Sven Scholander, som frk. Staugaard begejstredes over ved en sangaften i Håndværkerforeningen), Hofdesserter og Strandskaller. For disse specialiteter blev der kælet særligt i fremstillingen, men det var et særkende for konditoriet, at alt var tilberedt under størst mulig opmærksomhed.
Efter Hansigne Staugaards død som 64-årig i 1921 videreførtes konditoriet fuldstændig i den ånd, som grundlæggeren havde skabt, og først bulldozeren gjorde i 1957 op med ånd og forretning.
Henrik Pontoppidan (1857-1943) forfatter, Nobelpristager og æresborger
Århundred- og tusindskiftet gav anledning til mange statusopgørelser, og medierne lod således det 20. århundredes danske roman kåre. Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) vandt med Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) som nr. 2. Altså: usvækket nutidig nationalhæder i tilknytning til den Nobelpris, der gjorde ham verdensberømt i 1917.
Ingen af Nobelpristagerens romaner er præget af hans opvækst i Randers som netop Lykke-Per. Som 6-årig præstesøn kom Henrik Pontoppidan til byen i 1863, og selv om han kun boede her ti år, blev det helt afgørende år. Han voksede op i et hjem præget af en strengt patriarkalsk far, og det var hans opgør med hjemmets uforsonlige opdragelse og hans frihedsfølelse uden for hjemmet - i byen og omegnen - der blev siddende i hans sjæl og satte sig så tydelige spor i Lykke-Per.
Som 85-årig takkede han i 1942 byen for en fødselsdagshilsen: ”Jo ældre jeg bliver, desto stærkere føler jeg, at det er i Randers, jeg har mit udspring, og at minderne derfra er mit bedste eje. Både byen selv med dens gamle købmandsgårde og den herlige omegn erobrede tidligt mit hjerte, og trods lang fraværelse og til sidst ret sjældne besøg har jeg bevaret mine synlige følelser for byen og med glæde fulgt dens rige udvikling. Jeg er og bliver et barn af Randers og Gudenåen.”
Et år efter døde den 86-årige forfatter, som byen havde gjort til sin 4. æresborger ti år tidligere. Hans sidste hvilested blev Rørvig Kirkegård.
Århundred- og tusindskiftet gav anledning til mange statusopgørelser, og medierne lod således det 20. århundredes danske roman kåre. Johannes V. Jensens Kongens fald (1900-01) vandt med Henrik Pontoppidans Lykke-Per (1898-1904) som nr. 2. Altså: usvækket nutidig nationalhæder i tilknytning til den Nobelpris, der gjorde ham verdensberømt i 1917.
Ingen af Nobelpristagerens romaner er præget af hans opvækst i Randers som netop Lykke-Per. Som 6-årig præstesøn kom Henrik Pontoppidan til byen i 1863, og selv om han kun boede her ti år, blev det helt afgørende år. Han voksede op i et hjem præget af en strengt patriarkalsk far, og det var hans opgør med hjemmets uforsonlige opdragelse og hans frihedsfølelse uden for hjemmet - i byen og omegnen - der blev siddende i hans sjæl og satte sig så tydelige spor i Lykke-Per.
Som 85-årig takkede han i 1942 byen for en fødselsdagshilsen: ”Jo ældre jeg bliver, desto stærkere føler jeg, at det er i Randers, jeg har mit udspring, og at minderne derfra er mit bedste eje. Både byen selv med dens gamle købmandsgårde og den herlige omegn erobrede tidligt mit hjerte, og trods lang fraværelse og til sidst ret sjældne besøg har jeg bevaret mine synlige følelser for byen og med glæde fulgt dens rige udvikling. Jeg er og bliver et barn af Randers og Gudenåen.”
Et år efter døde den 86-årige forfatter, som byen havde gjort til sin 4. æresborger ti år tidligere. Hans sidste hvilested blev Rørvig Kirkegård.
Jakob Knudsen (1858-1917) præst og forfatter
At forfatteren Jakob Knudsen havde en Randers-tid, vides næppe af ret mange, og heller ikke for sin litteratur er han meget kendt i dag. Kirkegængere vil erindre ham for den betagende smukke morgensalme Se, nu stiger solen af havets skød og måske aftensalmen Tunge mørke natteskyer, - men kendt eller ukendt: Jakob Knudsen havde en ganske kort og dog betydningsfuld tid i St. Blichersgade i Randers fra 1897 til 1901.
Knudsen var fra Rødding, blev teolog i 1881, virkede derefter som højskolelærer og kom i 1890 til Mellerup som valgmenighedspræst. Hans virke her begyndte godt, men da han i 1893 lod sig skille fra hustru og tre børn og tre år senere i en alder af 38 år giftede sig med afdøde højskoleforstander Jens Beks 19-årige datter Helga, fremkaldte det en uløselig moralsk konflikt i valgmenigheden. Knudsen måtte derfor fratræde som præst i 1897.
Det nygifte par bosatte sig så i St. Blichersgade i Randers, der nok blev flugtadresse, men også begyndelsen til et på alle måder nyt liv for Knudsen: her indledte han de foredragsturnéer og det forfatterskab, som siden blev familiens levebrød. Fra bopælen var der kort til den jernbane, der fragtede ham rundt i alle landets afkroge. Omkostningen var, at slette logiforhold ødelagde hans helbred med gigt og nyreproblemer, men han overlevede som menneske og fik hold på sin kunst. I Randers kunne han derfor skrive gennembrudsromanen Den gamle præst der indledte et vægtigt forfatterskab. I 1901 flyttede familien til Sjælland, hvor Knudsen døde i Birkerød som 58-årig.
At forfatteren Jakob Knudsen havde en Randers-tid, vides næppe af ret mange, og heller ikke for sin litteratur er han meget kendt i dag. Kirkegængere vil erindre ham for den betagende smukke morgensalme Se, nu stiger solen af havets skød og måske aftensalmen Tunge mørke natteskyer, - men kendt eller ukendt: Jakob Knudsen havde en ganske kort og dog betydningsfuld tid i St. Blichersgade i Randers fra 1897 til 1901.
Knudsen var fra Rødding, blev teolog i 1881, virkede derefter som højskolelærer og kom i 1890 til Mellerup som valgmenighedspræst. Hans virke her begyndte godt, men da han i 1893 lod sig skille fra hustru og tre børn og tre år senere i en alder af 38 år giftede sig med afdøde højskoleforstander Jens Beks 19-årige datter Helga, fremkaldte det en uløselig moralsk konflikt i valgmenigheden. Knudsen måtte derfor fratræde som præst i 1897.
Det nygifte par bosatte sig så i St. Blichersgade i Randers, der nok blev flugtadresse, men også begyndelsen til et på alle måder nyt liv for Knudsen: her indledte han de foredragsturnéer og det forfatterskab, som siden blev familiens levebrød. Fra bopælen var der kort til den jernbane, der fragtede ham rundt i alle landets afkroge. Omkostningen var, at slette logiforhold ødelagde hans helbred med gigt og nyreproblemer, men han overlevede som menneske og fik hold på sin kunst. I Randers kunne han derfor skrive gennembrudsromanen Den gamle præst der indledte et vægtigt forfatterskab. I 1901 flyttede familien til Sjælland, hvor Knudsen døde i Birkerød som 58-årig.
Kristine Marie Jensen (1858-1923) kogebogsforfatter
Blandt forfatterne med tilknytning til Randers er Kristine Marie Jensen ikke den mest kendte, men hun er til gengæld nok den mest læste: hun har nemlig skrevet Frk. Jensens kogebog, der sidste år blev et hundrede år gammel og solgt i 639.800 eksemplarer. Et helt uhørt stort oplagstal i dansk bogverden.
Frk. Jensen blev født i et hus i Vestergade, hvor Hotel Kronjylland nu ligger. Hun havde endnu ikke nået skolealderen, da begge forældre døde, og hun blev derfor opdraget hos sin stedmormor. Efter konfirmationen kom hun på Nathalie Zahles Husholdningsskole i København, var så i England og blev i 1890 husbestyrerinde for skolebestyrer Jørgen C. Melchior i København. I dette hjem blev hun til sin død af lungebetændelse i 1923, og det var opskrifter på mad i dette hjems køkken, hun i 1901 udgav i sin kogebog. Den fik straks stor succes og blev efterfulgt af syv andre og mere specielle, f. eks. Svampe på 100 måder.
I Melchior-hjemmet kom frk. Jensen til at følge den lille Lauritz’ opvækst, hun bekostede hans sangundervisning og kunne så siden opleve, at pengene var givet godt ud: Lauritz Melchior blev en af verdens førende Wagner-tenorer.
Blandt forfatterne med tilknytning til Randers er Kristine Marie Jensen ikke den mest kendte, men hun er til gengæld nok den mest læste: hun har nemlig skrevet Frk. Jensens kogebog, der sidste år blev et hundrede år gammel og solgt i 639.800 eksemplarer. Et helt uhørt stort oplagstal i dansk bogverden.
Frk. Jensen blev født i et hus i Vestergade, hvor Hotel Kronjylland nu ligger. Hun havde endnu ikke nået skolealderen, da begge forældre døde, og hun blev derfor opdraget hos sin stedmormor. Efter konfirmationen kom hun på Nathalie Zahles Husholdningsskole i København, var så i England og blev i 1890 husbestyrerinde for skolebestyrer Jørgen C. Melchior i København. I dette hjem blev hun til sin død af lungebetændelse i 1923, og det var opskrifter på mad i dette hjems køkken, hun i 1901 udgav i sin kogebog. Den fik straks stor succes og blev efterfulgt af syv andre og mere specielle, f. eks. Svampe på 100 måder.
I Melchior-hjemmet kom frk. Jensen til at følge den lille Lauritz’ opvækst, hun bekostede hans sangundervisning og kunne så siden opleve, at pengene var givet godt ud: Lauritz Melchior blev en af verdens førende Wagner-tenorer.
Rudolph Spliid (1859-1930) maler- og maskinmester
En robust fysik og et livskraftigt humør prægede gennem en lang tilværelse Rudolph Spliid, og alligevel var en lungebetændelse kun et par dage om at lægge ham i graven som 71-årig i begyndelsen af september 1930.
Han var født i Randers som søn af en malermester og gik den traditionelle vej: ind i malerfaget og derefter i faderens forretning, som han så siden hen overtog. Men teatret blev tidligt hans egentlige interesse. Allerede som dreng assisterede han Randers Teaters maskinmester, og i 1890 blev han selv ansat som maskinmester til et næsten 40-årigt virke omkring scenen i Østergade.
”Jeg elsker teaterlivet”, gentog Spliid bestandig, og selv var han tilsvarende elsket af både skuespillere og publikum – for sit smittende gode humør og sin aldrig svigtende hjælpsomhed.
”Onkel Spliid” kaldte scenens folk ham, og han kvitterede med nervedulmende toddyer i sit kælderlokale ”Krumkaven” under teatret.
Andre steder i teaterkælderen gjorde han imidlertid en anden indsats, der i højere grad er kommet eftertiden til gavn: han tapetserede væggene med skuespillerportrætter og teaterplakater, så Randers Teater med tiden fik en unik teaterhistorisk billed- og plakatsamling på mere end 1.000 numre. Portrætterne gav skuespillerne ham som en slags besværgelse om succes på den kronjyske scene. Dele af samlingen gik til, da Randers Teater natten til den 23. februar 1945 blev ødelagt ved den nazistiske Peter-Gruppes schalburgtage, men resten af billederne opbevares i dag på Lokalhistorisk Arkiv i Randers.
En robust fysik og et livskraftigt humør prægede gennem en lang tilværelse Rudolph Spliid, og alligevel var en lungebetændelse kun et par dage om at lægge ham i graven som 71-årig i begyndelsen af september 1930.
Han var født i Randers som søn af en malermester og gik den traditionelle vej: ind i malerfaget og derefter i faderens forretning, som han så siden hen overtog. Men teatret blev tidligt hans egentlige interesse. Allerede som dreng assisterede han Randers Teaters maskinmester, og i 1890 blev han selv ansat som maskinmester til et næsten 40-årigt virke omkring scenen i Østergade.
”Jeg elsker teaterlivet”, gentog Spliid bestandig, og selv var han tilsvarende elsket af både skuespillere og publikum – for sit smittende gode humør og sin aldrig svigtende hjælpsomhed.
”Onkel Spliid” kaldte scenens folk ham, og han kvitterede med nervedulmende toddyer i sit kælderlokale ”Krumkaven” under teatret.
Andre steder i teaterkælderen gjorde han imidlertid en anden indsats, der i højere grad er kommet eftertiden til gavn: han tapetserede væggene med skuespillerportrætter og teaterplakater, så Randers Teater med tiden fik en unik teaterhistorisk billed- og plakatsamling på mere end 1.000 numre. Portrætterne gav skuespillerne ham som en slags besværgelse om succes på den kronjyske scene. Dele af samlingen gik til, da Randers Teater natten til den 23. februar 1945 blev ødelagt ved den nazistiske Peter-Gruppes schalburgtage, men resten af billederne opbevares i dag på Lokalhistorisk Arkiv i Randers.
Cathinka Laugesen (1862-1940) skolebestyrer
I oktober 1961 annonceredes i radioen et foredrag med titlen Gamles dages skolefrøken med skoleinspektør på Fabersvejens Skole i Randers Anna Thulsted Nielsen som foredragsholder, og for lytterne voksede så et følsomt portræt – formet som en hyldest - frem af en for længst glemt skolefrøken fra Randers: Cathinka Laugesen.
Frk. Laugesen var født i Randers som ældste datter af en skibskaptajn. Hun gik i Pauline Worms Pigeskole og blev selv lærer. I tre år fra 1889 underviste hun i Farsø de senere forfattere Thit og Johannes V. Jensen, og fra 1896 var hun tilbage i Randers og overtog Laura Mommes pigeskole i Vestergade. Men det var svært at drive privatskole i Randers, for der var mange om budet. Frk. Laugesens skole flyttede hjemsted flere gange og endte i Stemannsgade, hvor den under 1. verdenskrig blev opgivet. Derefter ernærede frk. Laugesen sig ved privatundervisning, og i sine sidste år boede hun på Fabersvej.
Anna Thulsted havde været elev hos frk. Laugesen, og hendes radioforedrag var et portræt af en gammeldags skolefrøkentype, der også i 1961 omtrent var glemt. Især var foredraget dog en forsinket, men meget dybfølt tak til et beskedent og stærkt menneske, der med fordringsløs kærlighed havde fulgt sine elever på vej.
I oktober 1961 annonceredes i radioen et foredrag med titlen Gamles dages skolefrøken med skoleinspektør på Fabersvejens Skole i Randers Anna Thulsted Nielsen som foredragsholder, og for lytterne voksede så et følsomt portræt – formet som en hyldest - frem af en for længst glemt skolefrøken fra Randers: Cathinka Laugesen.
Frk. Laugesen var født i Randers som ældste datter af en skibskaptajn. Hun gik i Pauline Worms Pigeskole og blev selv lærer. I tre år fra 1889 underviste hun i Farsø de senere forfattere Thit og Johannes V. Jensen, og fra 1896 var hun tilbage i Randers og overtog Laura Mommes pigeskole i Vestergade. Men det var svært at drive privatskole i Randers, for der var mange om budet. Frk. Laugesens skole flyttede hjemsted flere gange og endte i Stemannsgade, hvor den under 1. verdenskrig blev opgivet. Derefter ernærede frk. Laugesen sig ved privatundervisning, og i sine sidste år boede hun på Fabersvej.
Anna Thulsted havde været elev hos frk. Laugesen, og hendes radioforedrag var et portræt af en gammeldags skolefrøkentype, der også i 1961 omtrent var glemt. Især var foredraget dog en forsinket, men meget dybfølt tak til et beskedent og stærkt menneske, der med fordringsløs kærlighed havde fulgt sine elever på vej.
Gottlieb Erichsen (1863-1945) isenkræmmer og biografdirektør
I 1907 havde Randers allerede tre biografteatre og 20 år senere hele seks, så de første årtier af 1900-tallet var en gylden tid for de levende billeder i byen. Det centrale navn i det kronjyske biografunivers var Gottlieb Erichsen, der var isenkræmmer i Middelgade, men blev byens store filmmand.
Københavnerne var først til at vise film i Randers (på Jylland i 1902) og til at åbne den første biograf (Kosmorama på Højskolehotellet) – begge dele med stor succes. Det vækkede de lokale. Isenkræmmer Gottlieb Erichsen søgte og fik biograftilladelse, ryddede hurtigt forretningen ved et ophørsudsalg og genåbnede den i marts 1907 som biografen Kinografen. Tre uger senere kom også rivalen Biografen til i Brødregade. De tre biografer konkurrerede på alt: lokaleindretning, teknik, repertoire, ledsagemusik, priser osv. Erichsen manøvrerede på alle fronter og på kryds og tværs mellem biograferne, efterhånden som der kom flere til: udbyggede, moderniserede, opkøbte, lukkede, genåbnede.
I en årrække gik det godt, men sidst i 1930’erne var seks biografer i Randers blevet for meget, og Gottlieb Erichsens realisme fik ham til at lukke sine to biografer, og i stedet – som sin sidste store indsats i byens biografliv – bygge det flotte og topmoderne Kino-Palæet med plads til 600 mennesker. Det blev indviet den 1. august i besættelsesåret 1940 og eksisterede frem til 1985. Gottlieb Erichsen døde som 82-årig i befrielsesåret 1945.
I 1907 havde Randers allerede tre biografteatre og 20 år senere hele seks, så de første årtier af 1900-tallet var en gylden tid for de levende billeder i byen. Det centrale navn i det kronjyske biografunivers var Gottlieb Erichsen, der var isenkræmmer i Middelgade, men blev byens store filmmand.
Københavnerne var først til at vise film i Randers (på Jylland i 1902) og til at åbne den første biograf (Kosmorama på Højskolehotellet) – begge dele med stor succes. Det vækkede de lokale. Isenkræmmer Gottlieb Erichsen søgte og fik biograftilladelse, ryddede hurtigt forretningen ved et ophørsudsalg og genåbnede den i marts 1907 som biografen Kinografen. Tre uger senere kom også rivalen Biografen til i Brødregade. De tre biografer konkurrerede på alt: lokaleindretning, teknik, repertoire, ledsagemusik, priser osv. Erichsen manøvrerede på alle fronter og på kryds og tværs mellem biograferne, efterhånden som der kom flere til: udbyggede, moderniserede, opkøbte, lukkede, genåbnede.
I en årrække gik det godt, men sidst i 1930’erne var seks biografer i Randers blevet for meget, og Gottlieb Erichsens realisme fik ham til at lukke sine to biografer, og i stedet – som sin sidste store indsats i byens biografliv – bygge det flotte og topmoderne Kino-Palæet med plads til 600 mennesker. Det blev indviet den 1. august i besættelsesåret 1940 og eksisterede frem til 1985. Gottlieb Erichsen døde som 82-årig i befrielsesåret 1945.
Chr. Kruuse (1867-1952) Grønlandsfarer og lektor
Billeder af Chr. Kruuse viser en lille slank mand, hvis store cykelstyr af en moustache med alderen bliver mere og mere sørgmodigt, men gennem hele sit liv havde Kruuse masser af mod på tilværelsen.
Han blev først farmaceut og siden magister i naturhistorie med botanik som speciale, og med den ballast deltog han 1897-1902 i flere ekspeditioner til udforskning af Grønlands barske og stormomsuste østkyst omkring Angmagssalik.
Det foregik under store strabadser, hvilket dog ikke forhindrede Kruuse i efter giftermål og familieforøgelse at tage både hustru og nyfødt datter med til Grønland og lade hustruen ledsage sig ud i den grønlandske ødemark. Engang nægtede den lille datter Ebba ved deres tilbagekomst at kendes ved de brankede og vildtudseende forældre.
Vel tilbage i Danmark begyndte Kruuse så i 1903 et 32-årigt virke på Randers Statsskole, hvor han krydrede sine naturfagstimer med saftige historier fra den store verden. Pædagogisk kunne han meddele sine elever vidtløftige planer, når han f. eks. talte om at få anbragt en vulkan i skolegården til brug i geologitimerne. Mere pædagogisk gennemslagskraft havde han imidlertid, da han skaffede skolen en død cirkusløve, hvis benrad han afkogte på skolen under intens lugtudvikling. Løveskelettet står fortsat på skolens loft.
Og så havde han den sproglige mani bestandig at bruge ordet ”deri” (med orddelingen de-ri og tryk på sidste stavelse): ”Jeg beklager, at jeg ikke har en rigtig vulkan at vise jer deri”. Ifølge elevnotater satte Kruuse verdensrekord, dengang han i én time brugte ordet ”de-ri” 87 gange.
Fru Ellen Marie døde i 1947, mens Kruuse først trak sig tilbage som 85-årig fem år senere.
Billeder af Chr. Kruuse viser en lille slank mand, hvis store cykelstyr af en moustache med alderen bliver mere og mere sørgmodigt, men gennem hele sit liv havde Kruuse masser af mod på tilværelsen.
Han blev først farmaceut og siden magister i naturhistorie med botanik som speciale, og med den ballast deltog han 1897-1902 i flere ekspeditioner til udforskning af Grønlands barske og stormomsuste østkyst omkring Angmagssalik.
Det foregik under store strabadser, hvilket dog ikke forhindrede Kruuse i efter giftermål og familieforøgelse at tage både hustru og nyfødt datter med til Grønland og lade hustruen ledsage sig ud i den grønlandske ødemark. Engang nægtede den lille datter Ebba ved deres tilbagekomst at kendes ved de brankede og vildtudseende forældre.
Vel tilbage i Danmark begyndte Kruuse så i 1903 et 32-årigt virke på Randers Statsskole, hvor han krydrede sine naturfagstimer med saftige historier fra den store verden. Pædagogisk kunne han meddele sine elever vidtløftige planer, når han f. eks. talte om at få anbragt en vulkan i skolegården til brug i geologitimerne. Mere pædagogisk gennemslagskraft havde han imidlertid, da han skaffede skolen en død cirkusløve, hvis benrad han afkogte på skolen under intens lugtudvikling. Løveskelettet står fortsat på skolens loft.
Og så havde han den sproglige mani bestandig at bruge ordet ”deri” (med orddelingen de-ri og tryk på sidste stavelse): ”Jeg beklager, at jeg ikke har en rigtig vulkan at vise jer deri”. Ifølge elevnotater satte Kruuse verdensrekord, dengang han i én time brugte ordet ”de-ri” 87 gange.
Fru Ellen Marie døde i 1947, mens Kruuse først trak sig tilbage som 85-årig fem år senere.
Karin Michaëlis (1872-1950) forfatter
Telegrafist Jacob Brøndum og hustru Nielsine boede i Møllestræde i Randers og fik her datteren Kathrine Marie, som siden justerede navnet til Karin og efter giftermål blev til Karin Michaëlis. Under dette navn blev Randers-pigen en verdensberømt forfatter – skønt ikke meget læst i dag.
Fra Randers tog Karin Michaëlis til København for at uddanne sig til pianist, men efter møde og ægteskab med den kendte forfatter Sophus Michaëlis vendte hun sig mod litteraturen og fik hurtigt succes. Siden blev ægteskabet opløst, og et nyt ægteskab med en tysk diplomat varede også kun kort, men forfatterskabet voksede enormt, og berømmelse fulgte godt med. Næsten al hendes litteratur omhandler kvindepsykologi, ikke mindst omkring seksualbehovene, og et andet hovedtema er mor-datter-relationerne.
Over 70 bøger skrev Karin Michaëlis, og ved siden af var hun en meget brugt samfundskritisk foredragsholder i hele Europa. Den sidste del af sit liv tilbragte hun på Thurø, hvor hun i 1930’erne gav husly til flygtninge fra det nazistiske Tyskland. Bert Brecht var en af dem.
Telegrafist Jacob Brøndum og hustru Nielsine boede i Møllestræde i Randers og fik her datteren Kathrine Marie, som siden justerede navnet til Karin og efter giftermål blev til Karin Michaëlis. Under dette navn blev Randers-pigen en verdensberømt forfatter – skønt ikke meget læst i dag.
Fra Randers tog Karin Michaëlis til København for at uddanne sig til pianist, men efter møde og ægteskab med den kendte forfatter Sophus Michaëlis vendte hun sig mod litteraturen og fik hurtigt succes. Siden blev ægteskabet opløst, og et nyt ægteskab med en tysk diplomat varede også kun kort, men forfatterskabet voksede enormt, og berømmelse fulgte godt med. Næsten al hendes litteratur omhandler kvindepsykologi, ikke mindst omkring seksualbehovene, og et andet hovedtema er mor-datter-relationerne.
Over 70 bøger skrev Karin Michaëlis, og ved siden af var hun en meget brugt samfundskritisk foredragsholder i hele Europa. Den sidste del af sit liv tilbragte hun på Thurø, hvor hun i 1930’erne gav husly til flygtninge fra det nazistiske Tyskland. Bert Brecht var en af dem.
Anna Regina Lindahl (1873-1938) 1. kvindelige Randers-student og tandlæge
Da de første piger begyndte på Randers Statsskole, blev ærbarheden hævdet på det strengeste: til morgensang stod de blandt lærerne, og i frikvartererne opholdt de sig i Rektors lejlighed. Med Anna Regina Agerskov (senere gift Lindahl) var det imidlertid en overflødig beskyttelse, for hun beherskede selv med en hurtig hjerne og en kvik replik den mandlige overmagt uden hjælp.
Frk. Agerskov var datter af toldforvalteren i Nykøbing Sjælland, og hun var lidt ældre end sine klassekammerater, da hun i 1896 blev den første kvindelige student i Randers. Så drog hun til København og blev tandlæge i 1899, hvorefter hun straks begyndte at praktisere privat, først i hjembyen Nykøbing og hurtigt efter i København. I 1901 blev hun gift med Jens Lindahl, der også var praktiserende tandlæge i hovedstaden.
Dansk skolelovgivning tillod fra 1875 kvinder at tage studentereksamen, men der skulle altså gå næsten 20 år, før den første pige dristede sig ind på Randers lærde Skole, der så til gengæld kunne byde på en 350-årig skoletradition.
I dag er mere end to tredjedele af Randers Statsskoles elever piger, og det ville nok have glædet Anna Regina Agerskov, gift Lindahl, der ved et bal på skolen holdt en ironisk tale om ”berettigelsen af mandens kritik over for kvinden.”
Da de første piger begyndte på Randers Statsskole, blev ærbarheden hævdet på det strengeste: til morgensang stod de blandt lærerne, og i frikvartererne opholdt de sig i Rektors lejlighed. Med Anna Regina Agerskov (senere gift Lindahl) var det imidlertid en overflødig beskyttelse, for hun beherskede selv med en hurtig hjerne og en kvik replik den mandlige overmagt uden hjælp.
Frk. Agerskov var datter af toldforvalteren i Nykøbing Sjælland, og hun var lidt ældre end sine klassekammerater, da hun i 1896 blev den første kvindelige student i Randers. Så drog hun til København og blev tandlæge i 1899, hvorefter hun straks begyndte at praktisere privat, først i hjembyen Nykøbing og hurtigt efter i København. I 1901 blev hun gift med Jens Lindahl, der også var praktiserende tandlæge i hovedstaden.
Dansk skolelovgivning tillod fra 1875 kvinder at tage studentereksamen, men der skulle altså gå næsten 20 år, før den første pige dristede sig ind på Randers lærde Skole, der så til gengæld kunne byde på en 350-årig skoletradition.
I dag er mere end to tredjedele af Randers Statsskoles elever piger, og det ville nok have glædet Anna Regina Agerskov, gift Lindahl, der ved et bal på skolen holdt en ironisk tale om ”berettigelsen af mandens kritik over for kvinden.”
Peter Nielsen (1876-1949) skuespiller og forbundsformand
Det var hjertets nedslidning, der gjorde det af med Peter Nielsen som 73-årig, men da havde han også afviklet et særdeles aktivt liv i kunstens tjeneste.
Peter Nielsen blev født som restauratørsøn i Randers, og efter familiens ønske gik han på Københavns Universitet for at få en embedseksamen. Så brød han resolut studierne af, ville være skuespiller, aflagde i Randers prøve for teaterdirektør Carl Henriksen, blev antaget og fik 1. november 1900 premiere på Randers Teater i det lille syngestykke Til sæters, der blev sat op for hans skyld.
Succesen var øredøvende: familien klappede for på første række, og et udsolgt teater supplerede med en bifaldsstorm. Nielsen var lykkelig og kollegerne misundelige. Der kom mange ondskabsfuldheder i luften.
Derefter fulgte en karriere på scenen - med omrejsende teaterselskaber og på københavnske teatre. Det gav indblik i elendige arbejdsvilkår for skuespillerne, hvorefter Peter Nielsen blev medstifter af Skuespillerforbundet, var formand 1922-24 og blev siden æresmedlem. Få har som han arbejdet for en bedring af fagets arbejdsvilkår.
Sideløbende udviklede han sin kunst, skabte sig et speciale som skurk i de tidlige stumfilm, skrev selv filmmanuskripter og blev en meget brugt radioskuespiller. Han sluttede karrieren på Odense Teater og livet på Bispebjerg Hospital i København.
Det var hjertets nedslidning, der gjorde det af med Peter Nielsen som 73-årig, men da havde han også afviklet et særdeles aktivt liv i kunstens tjeneste.
Peter Nielsen blev født som restauratørsøn i Randers, og efter familiens ønske gik han på Københavns Universitet for at få en embedseksamen. Så brød han resolut studierne af, ville være skuespiller, aflagde i Randers prøve for teaterdirektør Carl Henriksen, blev antaget og fik 1. november 1900 premiere på Randers Teater i det lille syngestykke Til sæters, der blev sat op for hans skyld.
Succesen var øredøvende: familien klappede for på første række, og et udsolgt teater supplerede med en bifaldsstorm. Nielsen var lykkelig og kollegerne misundelige. Der kom mange ondskabsfuldheder i luften.
Derefter fulgte en karriere på scenen - med omrejsende teaterselskaber og på københavnske teatre. Det gav indblik i elendige arbejdsvilkår for skuespillerne, hvorefter Peter Nielsen blev medstifter af Skuespillerforbundet, var formand 1922-24 og blev siden æresmedlem. Få har som han arbejdet for en bedring af fagets arbejdsvilkår.
Sideløbende udviklede han sin kunst, skabte sig et speciale som skurk i de tidlige stumfilm, skrev selv filmmanuskripter og blev en meget brugt radioskuespiller. Han sluttede karrieren på Odense Teater og livet på Bispebjerg Hospital i København.
Frederik Poulsen (1876-1950) arkæolog og forfatter
Det var som proprietærsøn, at Frederik Poulsen blev født på Dalsgård i Hvilsager, men landlykken blev brudt ved faderens død, da Frederik var fem år. Moderen tog så sønnen med til Randers, hvor hans liv blev langt mere problemfyldt. Ved sit sidste gensyn med Randers i sommeren 1948 mødte han alligevel byen med den samme glade latter, som strømmer ud af hans erindringer.
Han kom på Randers Latinskole som 8-årig, men han var for spinkel og svag til at kunne begå sig i de andre drenges ”styrkens ridderskab”, og intellektuelt gik det også skidt på grund af tiltagende døvhed. Da han så blev nr. sidst i klassen, tog Rektor Gemzøe affære: Frederik blev opereret og fik intensiv særundervisning, så han endte som skolens bedste klassiker. Derefter kunne han gøre akademisk karriere, og brygger Carl Jacobsen hentede ham til Ny Carlsberg Glyptoteket, hvor han var direktør 1926-43.
Poulsen blev internationalt kendt for sin enorme viden om europæisk oldtidskultur, og fra et meget omfattende videnskabeligt rejseliv havde han et kolossalt netværk af kulturelle forbindelser, der muliggjorde den kunstformidling, som var et af hans store mål.
Men hjemstavnen blev aldrig glemt. Ved hans bisættelse i november 1950 sang man fra hans eget digt: ”Min Barndoms Egn, i dine Minders Ly/skal ingen Klage, ingen Svaghed gry…”
Det var som proprietærsøn, at Frederik Poulsen blev født på Dalsgård i Hvilsager, men landlykken blev brudt ved faderens død, da Frederik var fem år. Moderen tog så sønnen med til Randers, hvor hans liv blev langt mere problemfyldt. Ved sit sidste gensyn med Randers i sommeren 1948 mødte han alligevel byen med den samme glade latter, som strømmer ud af hans erindringer.
Han kom på Randers Latinskole som 8-årig, men han var for spinkel og svag til at kunne begå sig i de andre drenges ”styrkens ridderskab”, og intellektuelt gik det også skidt på grund af tiltagende døvhed. Da han så blev nr. sidst i klassen, tog Rektor Gemzøe affære: Frederik blev opereret og fik intensiv særundervisning, så han endte som skolens bedste klassiker. Derefter kunne han gøre akademisk karriere, og brygger Carl Jacobsen hentede ham til Ny Carlsberg Glyptoteket, hvor han var direktør 1926-43.
Poulsen blev internationalt kendt for sin enorme viden om europæisk oldtidskultur, og fra et meget omfattende videnskabeligt rejseliv havde han et kolossalt netværk af kulturelle forbindelser, der muliggjorde den kunstformidling, som var et af hans store mål.
Men hjemstavnen blev aldrig glemt. Ved hans bisættelse i november 1950 sang man fra hans eget digt: ”Min Barndoms Egn, i dine Minders Ly/skal ingen Klage, ingen Svaghed gry…”
Alice Rasmussen (1879-1954) modist
Gennem mere end 20 år havde Alice Rasmussen under sit ungpigenavn Petersen systue og hatteforretning på adressen Brødregade 30 og var derved en af byens tidlige selvstændige erhvervskvinder.
Alice Petersen var født i Randers og åbnede sin systue og forretning i 1913. Modistfaget var typisk et kvindeområde i en tid, da der kun var få kvinder og meget få selvstændige kvinder i erhvervslivet. Frk. Petersens systue var en ren kvindearbejdsplads for udpræget håndværk: noget kunne laves på maskine, men det meste blev udført i hånden.
I 1934 opgav Alice Petersen sin modistforretning og fik siden en lotterikollektion. I 1937 giftede hun sig og kom til at hedde Rasmussen, men blev enke allerede året efter.
I dag er der vel ikke mange, der husker Alice Rasmussen, men hun sørgede selv for at sætte sig et minde, inden hun døde som 76-årig i 1954: hun forærede sin smukke mahogniestue i Christian VIII-stil til Kulturhistorisk Museum i Randers.
Gennem mere end 20 år havde Alice Rasmussen under sit ungpigenavn Petersen systue og hatteforretning på adressen Brødregade 30 og var derved en af byens tidlige selvstændige erhvervskvinder.
Alice Petersen var født i Randers og åbnede sin systue og forretning i 1913. Modistfaget var typisk et kvindeområde i en tid, da der kun var få kvinder og meget få selvstændige kvinder i erhvervslivet. Frk. Petersens systue var en ren kvindearbejdsplads for udpræget håndværk: noget kunne laves på maskine, men det meste blev udført i hånden.
I 1934 opgav Alice Petersen sin modistforretning og fik siden en lotterikollektion. I 1937 giftede hun sig og kom til at hedde Rasmussen, men blev enke allerede året efter.
I dag er der vel ikke mange, der husker Alice Rasmussen, men hun sørgede selv for at sætte sig et minde, inden hun døde som 76-årig i 1954: hun forærede sin smukke mahogniestue i Christian VIII-stil til Kulturhistorisk Museum i Randers.
Einar Bjørnbak (1883-1964) sognepræst
Bortset fra sit sidste år levede Einar Bjørnbak et særdeles foretagsomt otium. Han havde i 22 år været en meget aktiv sognepræst i Sct. Peders Sogn, da han faldt for aldersgrænsen i 1953, og derefter blev han så den mest benyttede begravelsespræst i byen. En nekrolog påstod efter hans død, at han havde fulgt flere mennesker til graven end nogen anden dansk præst.
Pastor Bjørnbaks facon var ellers speciel nok – for standen og for tiden: han var meget direkte, sagde altid ”du”, kunne forekomme pågående og prædikede ofte provokerende. Men folk var trygge ved det og elskede at berette om hans rasende færd på kirkegårdenes gange iført præstekjole og damecykel og hans effektive hænders krydsskiftende velsignelser, når bunkevis af konfirmander skulle overstås til tiden. Man fortalte, - og man respekterede.
Bjørnbak blev teolog i 1909, var så præst i Sønder og Nørre Onsild og i Gjerlev-Enslev, blev adjunkt på Randers Statsskole i 1921, derefter sognepræst i Laurbjerg-Lerbjerg i 1928 og så ved Sct. Peders i Randers fra 1931 – med en meget stor menighed.
Der blev også tid til litteraturen (Blicher var den foretrukne) og samfundet (radikalismen var ståstedet), og alt dette vedblev indtil det sidste år, som var præget af sygdom. Natten til den 5. august i hans 81. år var kræfterne opbrugt.
Bortset fra sit sidste år levede Einar Bjørnbak et særdeles foretagsomt otium. Han havde i 22 år været en meget aktiv sognepræst i Sct. Peders Sogn, da han faldt for aldersgrænsen i 1953, og derefter blev han så den mest benyttede begravelsespræst i byen. En nekrolog påstod efter hans død, at han havde fulgt flere mennesker til graven end nogen anden dansk præst.
Pastor Bjørnbaks facon var ellers speciel nok – for standen og for tiden: han var meget direkte, sagde altid ”du”, kunne forekomme pågående og prædikede ofte provokerende. Men folk var trygge ved det og elskede at berette om hans rasende færd på kirkegårdenes gange iført præstekjole og damecykel og hans effektive hænders krydsskiftende velsignelser, når bunkevis af konfirmander skulle overstås til tiden. Man fortalte, - og man respekterede.
Bjørnbak blev teolog i 1909, var så præst i Sønder og Nørre Onsild og i Gjerlev-Enslev, blev adjunkt på Randers Statsskole i 1921, derefter sognepræst i Laurbjerg-Lerbjerg i 1928 og så ved Sct. Peders i Randers fra 1931 – med en meget stor menighed.
Der blev også tid til litteraturen (Blicher var den foretrukne) og samfundet (radikalismen var ståstedet), og alt dette vedblev indtil det sidste år, som var præget af sygdom. Natten til den 5. august i hans 81. år var kræfterne opbrugt.
Johan Ankerstjerne (1886-1959) urmager og filmfotograf
Det var ikke kun troen på en urmagers tekniske fingerfærdighed, der skaffede Johan Ankerstjerne til Nordisk Films Kompagni som fotograf. Rygtet om hans reportagefilm fra Randers var også nået til København og banede vejen for en flot karriere i den tidlige danske filmhistorie.
Den unge urmager Ankerstjerne var snild på fingrene og måtte selvsagt interessere sig for det nye tekniske vidundermedie: filmen.
Allerede i begyndelsen af 1902 havde randrusianerne set de første levende billeder i Jyllands store sal, og i 1905 åbnede byens første biograf Kosmorama i et lokale på Højskolehotellet.
I 1907 kom den anden biograf Kinografen i Middelgade 14 – med Johan Ankerstjerne som operatør og straks efter også som fotograf. Biografdirektør Gottlieb Erichsen anskaffede nemlig et kamera, og så kunne Kinografen byde på Ankerstjernes optagelser af ”seværdige lokale begivenheder”: brand på Junchers Klædefabrik, jernbaneulykke i Hornbæk, 1. majfest på Skovbakken osv.
Ankerstjerne var hurtig, effektiv og dygtig, så allerede i 1910 headhuntede Nordisk Film ham som 24-årig til København, hvor han i dansk stumfilms guldalder blev foretrukket fotograf for Kompagniets kunstneriske chef August Blom – med ti film i 1912, ti i 1913 og ni i 1914 – berømtest det omdiskuterede storværk Atlantis (1913). Mere entydig international berømmelse opnåede han som fotograf for Benjamin Christensen i hovedværkerne Hævnens nat (1916) og især Heksen (1921).
Det var ikke kun troen på en urmagers tekniske fingerfærdighed, der skaffede Johan Ankerstjerne til Nordisk Films Kompagni som fotograf. Rygtet om hans reportagefilm fra Randers var også nået til København og banede vejen for en flot karriere i den tidlige danske filmhistorie.
Den unge urmager Ankerstjerne var snild på fingrene og måtte selvsagt interessere sig for det nye tekniske vidundermedie: filmen.
Allerede i begyndelsen af 1902 havde randrusianerne set de første levende billeder i Jyllands store sal, og i 1905 åbnede byens første biograf Kosmorama i et lokale på Højskolehotellet.
I 1907 kom den anden biograf Kinografen i Middelgade 14 – med Johan Ankerstjerne som operatør og straks efter også som fotograf. Biografdirektør Gottlieb Erichsen anskaffede nemlig et kamera, og så kunne Kinografen byde på Ankerstjernes optagelser af ”seværdige lokale begivenheder”: brand på Junchers Klædefabrik, jernbaneulykke i Hornbæk, 1. majfest på Skovbakken osv.
Ankerstjerne var hurtig, effektiv og dygtig, så allerede i 1910 headhuntede Nordisk Film ham som 24-årig til København, hvor han i dansk stumfilms guldalder blev foretrukket fotograf for Kompagniets kunstneriske chef August Blom – med ti film i 1912, ti i 1913 og ni i 1914 – berømtest det omdiskuterede storværk Atlantis (1913). Mere entydig international berømmelse opnåede han som fotograf for Benjamin Christensen i hovedværkerne Hævnens nat (1916) og især Heksen (1921).
Johanne Buhl (1889-1977) overretssagførerfrue
Som aldrende enke skænkede Johanne Buhl randrusiansk kulturliv sit livs ultimative gave: hun forærede sine tre stuer med alt indbo til Randers Kommune, og derfor kan eftertiden i De Buhlske Stuer på Kulturhistorisk Museum indleve sig i et hjem, en stemning og en kunstsamling fra først i det 20. århundrede – et unikt monument af uvurderlig betydning.
Fru Buhls liv var lige så eventyrligt som hendes gave til byen: hun var frugten af et kærlighedsforhold mellem en dansk forretningsmand og en ung engelsk kvinde, der i gensidig forståelse valgte at bortadoptere den nyfødte pige.
Hun blev adopteret af kunstmaleren Georg Achen og hustru Ane Cathrine og fik sin lykkelige opvækst i et frodigt kunstnerhjem i København. I 1912 giftede Johanne Achen sig med den randrusianske overretssagfører Paul Buhl (1881-1943). De bosatte sig i en herskabslejlighed Søren Møllersgade 32, og her genskabte de – efter ægteparret Achens død – med møblerne og kunstsamlingen fra Achen-hjemmet en kopi af Johanne Buhls elskede barndomshjem. Fra 1971 har Kulturhistorisk Museums gæster så kunnet gå rundt i de rekonstruerede stuer.
Ægteparret Buhl tilhørte det randrusianske borgerskabs elite som en slags luksusbohemer, og fru Johanne kunne ses køre bil, gå i lange bukser, ryge cigarer og drikke cognac længe før, kvinder ellers gjorde sådan noget. I hendes stuer på museet lever stemningen og mindet.
Som aldrende enke skænkede Johanne Buhl randrusiansk kulturliv sit livs ultimative gave: hun forærede sine tre stuer med alt indbo til Randers Kommune, og derfor kan eftertiden i De Buhlske Stuer på Kulturhistorisk Museum indleve sig i et hjem, en stemning og en kunstsamling fra først i det 20. århundrede – et unikt monument af uvurderlig betydning.
Fru Buhls liv var lige så eventyrligt som hendes gave til byen: hun var frugten af et kærlighedsforhold mellem en dansk forretningsmand og en ung engelsk kvinde, der i gensidig forståelse valgte at bortadoptere den nyfødte pige.
Hun blev adopteret af kunstmaleren Georg Achen og hustru Ane Cathrine og fik sin lykkelige opvækst i et frodigt kunstnerhjem i København. I 1912 giftede Johanne Achen sig med den randrusianske overretssagfører Paul Buhl (1881-1943). De bosatte sig i en herskabslejlighed Søren Møllersgade 32, og her genskabte de – efter ægteparret Achens død – med møblerne og kunstsamlingen fra Achen-hjemmet en kopi af Johanne Buhls elskede barndomshjem. Fra 1971 har Kulturhistorisk Museums gæster så kunnet gå rundt i de rekonstruerede stuer.
Ægteparret Buhl tilhørte det randrusianske borgerskabs elite som en slags luksusbohemer, og fru Johanne kunne ses køre bil, gå i lange bukser, ryge cigarer og drikke cognac længe før, kvinder ellers gjorde sådan noget. I hendes stuer på museet lever stemningen og mindet.
Erika Augusta Voigt (1898-1952) skuespiller
Det var en ualmindelig god sangstemme, der førte arbejdsmand Niels Eriksens yngste datter Erika til teatret. Hun var født i Randers, voksede op her og fik sin sanguddannelse her, men det var i Nørresundby, hun som 17-årig traf teaterdirektør Kai Voigt. Han gjorde hende til sin hustru og til revyskuespiller – først i provinsen og siden især på Apolloteatret i København.
Hun fik sit gennembrud i 1943 med Aage Stentofts og Mogens Dams Tante Agathe, og derefter fulgte en lang perlerække af revynumre, hvor hun i sin visefortolkning blev sammenlignet med Osvald Helmuth, når han var bedst. Hun vedblev med at skole sin sangstemme, bl. a. hos kgl. kammersanger Else Schøtt, og til den fortræffelige stemme føjede hun en veludviklet evne for skuespil og - et overdådigt humør.
Hendes hovedindsats kom til at ligge i revykunsten, men hun var en meget talentfuld karakterskuespiller på teatret og ligeledes meget brugt på film. Den største succes på lærredet kom i Asbjørn Andersens Bag de røde porte (1951), hvor hun spillede bakkesangerinde, og resultatet var så godt, at hun kom til at indspille en lang række af de klassiske syngepigeviser på plade.
Året efter satte sygdom et brat punktum for en flot karriere, der stadig var i udvikling.
Det var en ualmindelig god sangstemme, der førte arbejdsmand Niels Eriksens yngste datter Erika til teatret. Hun var født i Randers, voksede op her og fik sin sanguddannelse her, men det var i Nørresundby, hun som 17-årig traf teaterdirektør Kai Voigt. Han gjorde hende til sin hustru og til revyskuespiller – først i provinsen og siden især på Apolloteatret i København.
Hun fik sit gennembrud i 1943 med Aage Stentofts og Mogens Dams Tante Agathe, og derefter fulgte en lang perlerække af revynumre, hvor hun i sin visefortolkning blev sammenlignet med Osvald Helmuth, når han var bedst. Hun vedblev med at skole sin sangstemme, bl. a. hos kgl. kammersanger Else Schøtt, og til den fortræffelige stemme føjede hun en veludviklet evne for skuespil og - et overdådigt humør.
Hendes hovedindsats kom til at ligge i revykunsten, men hun var en meget talentfuld karakterskuespiller på teatret og ligeledes meget brugt på film. Den største succes på lærredet kom i Asbjørn Andersens Bag de røde porte (1951), hvor hun spillede bakkesangerinde, og resultatet var så godt, at hun kom til at indspille en lang række af de klassiske syngepigeviser på plade.
Året efter satte sygdom et brat punktum for en flot karriere, der stadig var i udvikling.
Søster Ragna Rasmussen (1905-88) diakonisse og sognemedhjælper
Der blev Søster Ragna et langt liv til del, og hun brugte det med en sådan respekt og alvor, at hun var beundret og elsket – for sin ærlige menneskelighed, sin store beslutsomhed og sit uforfalsket gode humør. Folk, der kom i forbindelse med hende, vil for altid huske hende som et enestående helt menneske.
Grundlaget for alt i Søster Ragnas liv var hendes stærke kristne tro. Hun var købmandsdatter fra Middelfart, og familien sigtede på apoteket som hendes fremtidige arbejdsplads. Selv valgte hun at forene tro og sygepleje og blev som 22-årig sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen. Senere blev hun i Aalborg sognemedhjælper for menighedens præst – det var hendes egen opfindelse til støtte af det humanitære arbejde i sognet. Under 2. verdenskrig tog hun uden frygt til Berlin og arbejdede som diakonisse blandt danske kvinder i 1941-43. Tilbage i Aalborg gik hun så med samme frygtløshed ind i den danske modstandsbevægelse. Efter besættelsen kom hun i 1948 til Randers og arbejdede som sognemedhjælper i Sct. Peders Sogn i 40 år.
Den urokkelige kristentro gav hende kolossal styrke, og hun forvaltede tro og sognearbejde aldeles usentimentalt og med meget stor handlekraft. Og i tilgift havde hun så dette strålende humør, der gjorde ethvert samvær med hende til en livgivende oplevelse.
Der blev Søster Ragna et langt liv til del, og hun brugte det med en sådan respekt og alvor, at hun var beundret og elsket – for sin ærlige menneskelighed, sin store beslutsomhed og sit uforfalsket gode humør. Folk, der kom i forbindelse med hende, vil for altid huske hende som et enestående helt menneske.
Grundlaget for alt i Søster Ragnas liv var hendes stærke kristne tro. Hun var købmandsdatter fra Middelfart, og familien sigtede på apoteket som hendes fremtidige arbejdsplads. Selv valgte hun at forene tro og sygepleje og blev som 22-årig sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen. Senere blev hun i Aalborg sognemedhjælper for menighedens præst – det var hendes egen opfindelse til støtte af det humanitære arbejde i sognet. Under 2. verdenskrig tog hun uden frygt til Berlin og arbejdede som diakonisse blandt danske kvinder i 1941-43. Tilbage i Aalborg gik hun så med samme frygtløshed ind i den danske modstandsbevægelse. Efter besættelsen kom hun i 1948 til Randers og arbejdede som sognemedhjælper i Sct. Peders Sogn i 40 år.
Den urokkelige kristentro gav hende kolossal styrke, og hun forvaltede tro og sognearbejde aldeles usentimentalt og med meget stor handlekraft. Og i tilgift havde hun så dette strålende humør, der gjorde ethvert samvær med hende til en livgivende oplevelse.
Jens Otto Krag (1914-78) statsminister
”Om Krags liv og oplevelser er vi bedre og mere autoritativt underrettet end om nogen anden statsministers”, skriver historikeren Søren Mørch i sin bog 24 Statsministre (2000), der også kan citere oplysningen i en nekrolog om, at Krag engang spurgte et par nære venner: ”Hvorfor er der ingen, der kan lide mig?”
De to citater viser dynamikken i Krags skæbne: hans næsten kliniske kølighed skabte distance og usikkerhed – ja, næsten mystik, og derfor har folk igen og igen villet forklare hans komplicerede personlighed. Og det fortsætter - en ny stor politisk biografi er undervejs, hvori historikeren Niels Wium Olesen vil beskrive Krag som et eksempel på en politiker, hvor idealerne smeltede sammen med de personlige ambitioner: ”Det er et af de dilemmaer, der interesserer mig mest ved Krag. Det utroligt tidstypiske element, der ligger i troen på, at man kan planlægge samfundet. Det var han om nogen eksponent for. Der er det element af tragik i det, at sådan gik det ikke, og det er svært at planlægge sig til menneskelig lykke – både samfundsmæssigt og personligt.”
For byen Randers var Krag også cigarhandlersønnen fra Kirkegade, der havde sin valgkreds i fødebyen og aldrig glemte den. Onsdag den 28. juni 1978 kørte rustvognen med hans båre ind på Rådhustorvet, hvor mange tusinde af byens borgere tog afsked med bysbarnet.
”Om Krags liv og oplevelser er vi bedre og mere autoritativt underrettet end om nogen anden statsministers”, skriver historikeren Søren Mørch i sin bog 24 Statsministre (2000), der også kan citere oplysningen i en nekrolog om, at Krag engang spurgte et par nære venner: ”Hvorfor er der ingen, der kan lide mig?”
De to citater viser dynamikken i Krags skæbne: hans næsten kliniske kølighed skabte distance og usikkerhed – ja, næsten mystik, og derfor har folk igen og igen villet forklare hans komplicerede personlighed. Og det fortsætter - en ny stor politisk biografi er undervejs, hvori historikeren Niels Wium Olesen vil beskrive Krag som et eksempel på en politiker, hvor idealerne smeltede sammen med de personlige ambitioner: ”Det er et af de dilemmaer, der interesserer mig mest ved Krag. Det utroligt tidstypiske element, der ligger i troen på, at man kan planlægge samfundet. Det var han om nogen eksponent for. Der er det element af tragik i det, at sådan gik det ikke, og det er svært at planlægge sig til menneskelig lykke – både samfundsmæssigt og personligt.”
For byen Randers var Krag også cigarhandlersønnen fra Kirkegade, der havde sin valgkreds i fødebyen og aldrig glemte den. Onsdag den 28. juni 1978 kørte rustvognen med hans båre ind på Rådhustorvet, hvor mange tusinde af byens borgere tog afsked med bysbarnet.
Sven Dalsgaard (1914-99) kunstmaler
Den fordringsløse massebetegnelse ”Jensen” var også Sven Dalsgaards efternavn, men det var vel også det eneste fordringsløse og massebetegnende hos denne exceptionelle avantgardekunstner, født i Vorup kort før 1. verdenskrigs udbrud. Han havde ”sin egen selvironisk exhibitionistiske facon”, hed det i en nekrolog efter kunstnerens død som 84-årig.
Bortset fra en kortvarig undervisning i malerkunst på Teknisk Skole i Randers var Dalsgaard selvlært som kunstner. Først var han naturalist, siden surrealist, dadaist, popkunstner – og hele tiden avantgardist i stadig bevægelse. Omkring 1960 indledte han det arbejde med objektkunsten, som han især blev berømt for: de indpakkede billeder, stoleobjekterne, dannebrogsflagene osv. Alt præget af fantasi, respektløshed og stor humor. I bogen Sven Dalsgaard (1967) kommenterede han sin egen kunst: ”Af alle kunstnere, malere, billedhuggere, forfattere, skuespillere, og hvad der ellers er, foretrækker jeg Sven Dalsgaard.” Dristigt og forfriskende i Jantelovens hjemland!
Sven Dalsgaard blev hele tiden boende i Randers, også da han var gæsteprofessor på Kunstakademiet i København (1973-78). Han blev langt fra provinsiel af den grund. I bogen Sven Dalsgaard indsatte han et Randers-kort med byens seværdigheder indtegnet: som nr. 4 står ”Sven Dalsgaard, Staldgårdsgade 7”. I de senere år var adressen Laurentiigade, mens atelieret lå i Middelgade. Kunstnerens urne blev i 1999 nedsat i familiegravstedet på Østre Kirkegård.
Den fordringsløse massebetegnelse ”Jensen” var også Sven Dalsgaards efternavn, men det var vel også det eneste fordringsløse og massebetegnende hos denne exceptionelle avantgardekunstner, født i Vorup kort før 1. verdenskrigs udbrud. Han havde ”sin egen selvironisk exhibitionistiske facon”, hed det i en nekrolog efter kunstnerens død som 84-årig.
Bortset fra en kortvarig undervisning i malerkunst på Teknisk Skole i Randers var Dalsgaard selvlært som kunstner. Først var han naturalist, siden surrealist, dadaist, popkunstner – og hele tiden avantgardist i stadig bevægelse. Omkring 1960 indledte han det arbejde med objektkunsten, som han især blev berømt for: de indpakkede billeder, stoleobjekterne, dannebrogsflagene osv. Alt præget af fantasi, respektløshed og stor humor. I bogen Sven Dalsgaard (1967) kommenterede han sin egen kunst: ”Af alle kunstnere, malere, billedhuggere, forfattere, skuespillere, og hvad der ellers er, foretrækker jeg Sven Dalsgaard.” Dristigt og forfriskende i Jantelovens hjemland!
Sven Dalsgaard blev hele tiden boende i Randers, også da han var gæsteprofessor på Kunstakademiet i København (1973-78). Han blev langt fra provinsiel af den grund. I bogen Sven Dalsgaard indsatte han et Randers-kort med byens seværdigheder indtegnet: som nr. 4 står ”Sven Dalsgaard, Staldgårdsgade 7”. I de senere år var adressen Laurentiigade, mens atelieret lå i Middelgade. Kunstnerens urne blev i 1999 nedsat i familiegravstedet på Østre Kirkegård.
Karen Hoff (1922-2000) kajakroer
Der var mere end 10.000 mennesker til modtagelse og hyldest på Rådhustorvet, da Karen Hoff i august 1948 vendte hjem fra Olympiaden i London med OL-guld i enerkajak og VM-guld i toerkajak. Senere fulgte flere medaljer, men aldrig steg berømmelsen den beskedne og mentalt sunde Vorup-pige til hovedet. Hun var med af lyst til sin idræt – ikke andet.
Karen Hoff begyndte at ro i kajakklubben Gudenaa i 1942 med et jysk mesterskab allerede året efter og syv danske mesterskaber i perioden 1944-52. Sideløbende kom så de internationale toppræstationer.
Fra 1951 bestyrede Karen Hoff Schous Varehus i Aalborg, men i 1970 vendte hun tilbage til Vorup for at pleje sin syge mor. Efter dennes død tog hun atter fat på roningen og på en ny karriere som konkurrenceroer - nu i veteranklassen med sejr i World Masters Games i 1989 og i Tour de Gudenå i 1992. Også ved den lejlighed slog bifaldet bragende sammen om hende under afslutningen i Randers-hallen.
I mange år roede Karen Hoff i sin olympiadekajak. Siden fik hun som æresmedlem af Kajakklubben Gudenaa en anden kajak i fødselsdagsgave og kunne så forære Danmarks Olympiske Komité guldbåden. Hun roede sidste gang på Gudenåen i august 1999 – 51 år efter guldtriumfen på Themsen, og et halvt år senere tog dette beskedne og seriøse menneske så afsked med tilværelsen.
Der var mere end 10.000 mennesker til modtagelse og hyldest på Rådhustorvet, da Karen Hoff i august 1948 vendte hjem fra Olympiaden i London med OL-guld i enerkajak og VM-guld i toerkajak. Senere fulgte flere medaljer, men aldrig steg berømmelsen den beskedne og mentalt sunde Vorup-pige til hovedet. Hun var med af lyst til sin idræt – ikke andet.
Karen Hoff begyndte at ro i kajakklubben Gudenaa i 1942 med et jysk mesterskab allerede året efter og syv danske mesterskaber i perioden 1944-52. Sideløbende kom så de internationale toppræstationer.
Fra 1951 bestyrede Karen Hoff Schous Varehus i Aalborg, men i 1970 vendte hun tilbage til Vorup for at pleje sin syge mor. Efter dennes død tog hun atter fat på roningen og på en ny karriere som konkurrenceroer - nu i veteranklassen med sejr i World Masters Games i 1989 og i Tour de Gudenå i 1992. Også ved den lejlighed slog bifaldet bragende sammen om hende under afslutningen i Randers-hallen.
I mange år roede Karen Hoff i sin olympiadekajak. Siden fik hun som æresmedlem af Kajakklubben Gudenaa en anden kajak i fødselsdagsgave og kunne så forære Danmarks Olympiske Komité guldbåden. Hun roede sidste gang på Gudenåen i august 1999 – 51 år efter guldtriumfen på Themsen, og et halvt år senere tog dette beskedne og seriøse menneske så afsked med tilværelsen.