Den 8. marts 1302:


I Viborg giver Kong Erik Menved Randers By det ældst kendte købstadsprivilegium, og det er denne begivenhed, som byen nu fejrer 700 året for, men byens historie går meget længere tilbage

Det er tydeligt at se, hvorfor det vej- og vadested, hvor Randers kom til at ligge, måtte blive et hjemsted for mennesker. Ikke for ingenting hedder det jo, at her
”møder søvejen de tretten landeveje”. I skæringspunktet mellem land- og vandvej har naturen givet de rette betingelser for bosætning, og arkæologien godtgør, at der på stedet har været beboelse fra Jægerstenalderen 4-5000 år f. Kr.

I begyndelsen af det 14. århundrede har Randers nået en sådan størrelse og betydning, at byen tildeles ret som købstad, og det er især en økonomisk foranstaltning: Randers-borgerne får ret til overalt i riget at drive handel uden at skulle betale afgift til kongen – undtagen på det årlige Skanør-sildemarked ved Øresund. Og siden har Randers jo været kendt netop som handelsby.

Erik Menved har dateret sit dokument ”det Herrens år 1302 torsdagen efter quinquagesima, i vor nærværelse med hr. Knud”. Det vil sige fastelavns-søndag, og vidnet hr. Knud er kongens kammermester. – Det originale dokument er ikke bevaret, og billedet viser et tilsvarende: Erik af Pommerns byprivilegium fra 1436.

Den 1. april 1340:



Væbner Niels Ebbesen, Nørreriis, dræber den kullede holstenske Grev Gerhard (Gert) og bliver i overleveringen Randers’, Kronjyllands og Danmarks første frihedskæmper.

Med 47 mand trængte Niels Ebesen ved nattetide ind i Randers og dræbte Grev Gerhard, der lå i byen med 4.000 mand og 11.000 mand i hele Jylland: Lorentz Frölich har tegnet drabet i sin nationalromantiske streg. Efter den dumdristige aktion flygtede Ebbesen med sine mænd og nåede kun frelst over Randersbro, fordi – siger folkevisen – Svend Trøst havde løsnes nogle planker og derved forsinkede forfølgerne. Siden fik Niels så ifølge folkevisen de to brød af den taknemmelige gamle kone, der ville hylde ham for hans oprør mod den fremmede undertrykker. Kun i godt et halvt år efter dåden levede Niels Ebbesen. Så blev han dræbt ved slaget på Nonnebjerget ved Skanderborg den 2. november 1340.

Hvor dræbte Niels Ebbesen Grev Gerhard? I hvert fald ikke i Niels Ebbesens Hus, Storegade 13, der er bygget 300 år efter drabet. Til gengæld måske Middelgade 4 – den teori har været fremsat, men er aldrig blevet underbygget. Her lå mellem Apotekerstræde og Svaneapoteket en ejendom, der blev moderniseret i 1898, og under dette arbejde fandt man spor af et stort, gammelt, hvælvet stenhus. Den gisning har været fremsat, at Grev Gerhard her fandt sin død for Niels Ebbesens sværd. Skarpe våben findes fortsat på stedet, men det er i isenkramforretningen Kop & Kandes absolut fredsommelige regi.

Den 3. november 1534:

Kong Christian III sender et brev til byen Randers, hvori han takker dens borgere for under Grevens Fejde at have modstået belejring af Skipper Clements bondehær, der bliver slået tilbage i en kamp, hvor det stærke Buur-øl siges at have hjulpet de forsvarende.

Bondehæren drog i slutningen af oktober hærgende mod Randers efter de jyske adelsmænd, der den 15. oktober var blevet slået ved Svenstrup syd for Ålborg. Ved Randers skulle oprørerne nu standses, og byen blev de næste dage klargjort til forsvar, mens bondehæren på det højtliggende Flintebjerg (dog jo overdrevet på billedet) forberedte belejring. Skønt byen var svagt befæstet, blev angrebet afvist, og kongen kunne fra sin krigslejr ved Lübeck skrive: ”Til vore elskede, kære og tro undersåtter, borgmester, rådmænd og menige borgere i vor købstad Randers."

Randrops bybeskrivelse Randers March giver en forklaring på det overraskende forsvar: skipperens folk plyndrede nogle bygninger på Flintebjerg og ”fandt Buur-øl i Kiælderne, sloge sig deraf fulde, och løbe Storm til Staden, men blefve afslagne og drefne tilbage med store Hug.”

Uanset sandhedsværdien i dette udsagn har Buur-øl altid været et berømt Randers-produkt, og mange har forsøgt at forklare dets særlige kvaliteter. Det har været hævdet, at i gamle dage stod en eller flere af byens vandpumper på pladsen foran Svaneapoteket i Middelgade, og vandet herfra skulle have været særlig godt i ølfabrikationen – og i øvrigt også i handskeproduktionen. Pumperne findes ikke mere, og Buur-øl har jo heller ikke været produceret i en årrække. Måske skulle man genrejse pumperne…

Den 1. januar 1609:

Byens borgmester og andre ledende mænd udsender den første bylov under titlen Randers Bys fornødne frivillige Vedtægter, Vilkaar og Artikler, der giver eftertiden et detaljeret indblik i livet i Randers omkring 1600.

Hvis man tror, at forurening, skørlevned, vold og kriminalitet er særlige træk ved nutiden, skal man bare læse 1609-byloven. Der får man et meget præcist indtryk af, hvordan nogle problemer tilsyneladende eksisterer på tværs af tiderne.

Billedet viser forsiden på byloven, og der er ikke noget problem med at læse, for teksten findes også i en senere moderne typografi, ganske vist med den oprindelige stavemåde, men loven lader sig læse.

Den må jo have modsvaret nogle behov for regulering af en hverdag og derfor tage udgangspunkt i faktiske forhold. Den anskueliggør generelt store sociale forskelle, og især er der skrappe regler for byproletariatet, der bliver holdt i en meget kort snor. Man bemærker en klar favorisering af handelsborgerskabet, hvis interesser beskyttes flittigt. I øvrigt angår mange paragraffer almene forholdsregler omkring brandfare og trussel fra epidemiske sygdomme. Så er der de selvskabte samfundsplager, især forurening, hvor borgerne forbydes det værste svineri: de må ikke ”gøre mødding på gaden”, ikke smide døde dyr ind til naboen eller kaste ådsler i fjorden osv. Og de må ikke slå ihjel eller forøve slagsmål, de må ikke bære våben i gaderne osv.

Straffene for overtrædelse af reglerne er hårde: for en ringe forseelse er det i fangehullet under Nørreport ved Randers Amtsavis’ hus. Og for strengere fejltrin er der tilsvarende barskere straffe.

Den 5. maj 1607:

på Kirketorvet ved Randers Latinskole (det nuværende Helligåndshus) opfører disciple fra skolen rektor Peder Thøgersens komedie Om verden og den fattige og sikrer dermed Randers en enestående plads i dansk kulturhistorie.

Gennem 23 år (1608-31) var Peder Thøgersen præst ved Sct. Mortens Kirke i sin fødeby, men det var hans korte tid (1606-08) som rektor ved latinskolen, hvorfra han selv var student, der fik en ganske særlig betydning: da skrev han nemlig syv komedier (overleveret i det såkaldte Randers-Haandskrift), der var et værdifuldt bidrag til genren den danske latinskolekomedie.

Thøgersen har sikkert overtaget stof fra andre, redigeret i det og selv skrevet noget til. Komedien Om verden og den fattige har han selv skrevet det meste af og selv sat i scene på kirkepladsen, hvor hans elever har klædt om på skolen og spillet udenfor på en bræddetribune, mens kammeraterne og byens borgere har set på i det lune forårsvejr.

Randers-Haandskriftet er bevaret, og på titelbladet til Om verden og den fattige kan man se Peder Thøgersens egen sirlige håndskrift, der bl. a. fastslår ”opført d. 5. Maj 1607 i Jydernes By”.

Thøgersens rektortid blev kort, men betydningsfuld, og hans liv blev overhovedet kort: han døde som 57-årig den 15. juli 1634.

Den 24. maj 1642:

Chr. IV giver byggetilladelse til opførelsen af Hvide Mølle, der senere – efter mere end 200 års virke som vandmølle – bliver bygget om til den fabrik, som mange år derefter og på en anden plads bliver til Vognfabrikken Scandia.

Hvide Mølle skulle drives af vandet i en slags kanal fra Gudenåen og bygges af træ fra de kongelige skove. Den blev færdig i sommeren 1643 og var ejet af rådmand og tolder Mogens Nielsen med bopæl i Vester Kirkestræde. Derefter blev den drevet som mølle frem til 1860, da den helt skiftede funktion. Den blev nemlig opkøbt af det engelske jernbaneselskab Peto, Brassey & Betts, der havde koncession på anlægget af den første jyske jernbanestrækning fra Århus til Randers. Billedet er kopi af et maleri fra perioden 1855-62: det nye gasværks beholdere ses til højre mellem husene, men af jernbanen er der endnu intet spor.

Englænderne indrettede møllen til værksted for materialer til anlæg af banelegeme og stationer og meget hurtigt derefter også til fremstilling af jernbanevogne. Da det første tog kørte på strækningen den 3. september 1862, trak det engelske lokomotiv vogne bygget på Hvide Mølle.
Da jernbanen blev anlagt, måtte Hvidemølleåen fyldes op (1862-63), og i 1896 blev fabrikken flyttet til den nuværende plads i Dronningborg, hvorefter de gamle møllebygninger blev nedrevet et par år efter.

Tilbage af en århundred-gammel vandmølle og et værksted og en vognfabrik i centrum af begivenhederne er nu – navnet på en vej, som kun få kender og endnu færre har været på.

Den 20. september 1655:

den 68-årige borgmester, storkøbmand, skibsreder og brygger Peder Anchersen falder død om af et hjerteslag ved arvehyldningsfesten i Viborg for Frederik IIIs ældste søn Christian.

Det var ellers ikke, fordi Peder Anchersen var uvant med kongelig bevågenhed og store stunder, men det fortælles, at han blev ramt af døden i selvsamme øjeblik, den allernådigste arvekonge Prins Christian aflagde sin hyldningsed.

Peder Anchersen (1587-1655) deltog i festen i Viborg i sin egenskab af borgmester i Randers. Han var født i byen og blev med tiden den største købmand og skibsreder i ”den fede Laksestad”, som det hed i en samtidig vise. Han var ridefoged (1631-42) på Dronningborg Slot og havde som kongens repræsentant på Tinge nær forbindelse til statsmagten, og i lokalpolitikken avancerede han hurtigt helt til tops som en meget myndig borgmester (1626-55). Den kongelige opmærksomhed førte i 1633 til, at Christian IV gav ”Os elskelige Peder Anchersen” tilladelse til indretning af en vinkælder i Randers ”med spanske og franske Vin udi, dog at han skal være forpligt altid derudi at holde en god, oprigtig og uforfalsket Vin.”

Anchersen boede i en smuk bindingsværksejendom på hjørnet af Houmeden og Torvegade, som det tidlige stik viser.

Den 14. juni 1707:

Gimming og Lem menigheders sognepræst Lauritz Nielsøn Randrop dør og efterlader sig den første lokalhistoriske beskrivelse af byen Randers, nemlig Randers March fra 1698.

På billedet ses begyndelsen af noden til musikken til Randers March, men komponisten kendes ikke. Randrop har derimod udødeliggjort sig selv med sin tekst.
Han var født i Randrop i Gassum Sogn og tog navn efter stedet. Efter nogle år som lærer på Randers Latinskole udnævntes han i 1689 til præst ved Randers Hospital, men skiftede i 1701 til Gimming og Lem og virkede her til sin død. Han henlevede således hele sit liv i Randers eller i omegnen og har altså været så optaget af den hjemlige geografi og historie, at han ønskede den beskrevet. Og han lægger vægt på at stå sig godt med den herskende øvrighed: Randers March indledes med en floromvundet hyldest til lensmanden på Dronningborg Slot, til byens råd og til dens købmandslaug.

I en svulmende barokstil på vers gennemgår han derefter i Randers March den kronjyske topografi med Flintebjerg, Gudenåen, byvoldene osv. for derefter at gå over til de historiske emner med Niels Ebbesen, Skipper Clement osv. - 14 vers med 18 linjer i hvert og dertil et batteri af forklarende noter. Om alt udtaler Randrop sig, og det er også fra ham de første beskrivelser af det berømte Buur-øl stammer. Han citerer f. eks. den tyske udtalelse, der er blevet så kendt: ”Wer von Randers kommt unbesoffen und ungeschlagen, derselbige mag von gross Glück sagen.”

Der findes intet billede af Lauritz Nielsøn Randrop, men han har til gengæld sikret os et af de tidligste billeder af Randers.

Den 4. januar 1780:

det i dag gamle Randers Rådhus står helt nyt og bliver indviet under ledelse af borgmester Johan Frederik Carøe, der er den store drivkraft bag den smukke nybygning, i dag Danmarks ældste rådhus.

Der er skriftlige oplysninger om, at Randers fra 1616 havde et rådhus på Rådhustorvet, men det blev slet vedligeholdt, og trods flere restaureringer forfaldt bygningen systematisk. I 1778 standsede stiftamtmanden i Århus en gennemgribende reparation som ”til unytte og pengespilde” og anbefalede en ny bygning. Den meget foretagsomme borgmester Carøe lod straks den gamle bygning nedrive, satte bygmester Chr. Mørup i Ødum til at tegne og projektere en ny (Mørup var færdig på én uge), satte arbejdet i gang og havde det nye rådhus færdigt i 1779.

På det nye års fjerde dag fandt så indvielsen sted ”under paukers og trompeters skrald”, som det hed i avisen Den Viborg Samler, der dækkede begivenheden, fordi Randers først i 1810 fik en avis: Randers Amtsavis. Der blev også sagt mange ord ved festen, især af byens gamle provst Wedege, som ønskede huset ”Guds beskærmelse” mod ildebrand, fjendehånd og andre ulykkelige tilfælde.
Og det gamle rådhus har stedse overlevet og står der i dag så smukt og ærværdigt, som det også ses på gamle tegning fra Illustreret Tidende.

Den 20. januar 1797:

den 54-årige kunstmaler fra Åbenrå, Jes Jessen, maler sit første Randers-billedede i den serie, der kommer til at rumme et af de berømteste bybilleder af Randers.

Næppe mange i Randers blev klar over, at Jessen (1743-1807) arbejdede i byen, eller vidste, at han overhovedet eksisterede. Men for Jessen blev året 1797 og besøget i Randers af stor betydning. Året blev nemlig dét, da han i Åbenrå fik betroet den faglige uddannelse af den 14-årige Wilhelm Eckersberg, den senere Akademi-professor og fejrede guldaldermaler, hvis første dannelse Jessen således fik ansvaret for. Og i Randers malede Jessen sit første byprospekt i den serie, han også blev kendt for, således at Randers-prospektet blev hans vej ind i denne genre.

Jessen blev hentet til Randers af en gruppe betydningsfulde embeds- og handelsmænd, hvis portrætter han malede fra januar til marts. Men der blev også tid til byprospektet – med en detaljerigdom af faktuelle oplysninger, så man kan gå rundtur i Randers.

Sammen med familien i forgrunden står vi i Vorup og ser fjernest møllen på Flintebjerget - i midten Sct. Mortens Kirke, nærmere Gudenåen den store Farvergård, Sønderport og Sønderbro. Mest interessant er måske havnen med folkeliv på kajen, en omvendt båd til reparation på land og yderst i skibsrækken muddermaskinen til uddybning af havn og fjord. Som en reporter har Jessen her fastholdt et glimt af randrusiansk hverdag.

Den 3. juli 1810:

Bogtrykker Søren Wissing Elmenhoff udsender nr. 1 af byens første avis Randers Amtsavis, der fra begyndelsen vinder berømmelse som digteren St. St. Blichers avis, og som nu - på vej mod 200 årsjubilæet - i mange år har været byens eneste dagblad.

Første nummer af avisen blev udsendt en tirsdag og havde det mundrette navn Randers Amts kongelig privilegerede politiske Avertissementstidende. Udgiveren, Søren Wissing Elmenhoff, var født i Norge i 1766 som søn af en bagermester. Efter dennes død tog sønnen til Danmark, først til Fredericia, senere til Ribe og så i 1810 til Randers. Samme år begyndte hans avis så at udkomme – fra et ukendt sted i midtbyen, men siden 1825 fra den adresse i Nørregade, som Randers Amtsavis fortsat har.

Måske har digteren Blicher benyttet bagdøren i bladhusets meget smukke gårdside, når han som en af Elmenhoffs tidlige, gode kunder kom på besøg. Elmenhoff blev et afgørende element i Blichers litteraturproduktion, og på redaktørkontoret stod den kakkelovn, hvor digteren varmede sin brændevinsflaske, før han om vinteren drog af sted mod Spentrup. At digter og redaktør-bogtrykker stod hinanden nær, bevidner Blichers mindedigt for Søren Elmenhoff, da han døde som 71-årig i 1837. Blicher selv levede endnu otte år og døde som 66-årig i 1848.

En lang række af Blichers berømteste noveller blev trykt hos Elmenhoff, bl. a. Hosekræmmeren, Ak! hvor forandret og Præsten i Vejlby.

Engang var der fire aviser i Randers, men siden Randers Dagblads død i 1976 har Randers Amtsavis været ene på avisfronten, hvor der også i dag kæmpes ubarmhjertigt.

Den 26. januar 1813:

På Ingerslevgård ved mundingen af Randers Fjord dør i al ubemærkethed generalauditør Christian Kallager, - et menneske, som ellers gennem hele sit liv har givet anledning til megen tummel og opmærksomhed.

Der findes ikke noget billede af Christian Kallager, men han var medlem af Randers Byes ældre Kjøbmands Liig-Laug og som sådan udstyret med en sølvpokal, hvis opulente elegance synes at modsvare ejermandens stridbare sind.

Kallager var fynbo med forbigående juridiske studier og købte sig til den åbenbart indholdsløse, flotklingende titel generalauditør i søetaten. I øvrigt var han solid landkrabbe i landbruget og havde inden for en kortere årrække tre herregårde, bl. a. Mejlgård ved Fjellerup. I 1787 bosatte han sig i Randers, og den stridbarhed, der hele tiden havde præget ham, kammede nu helt over. I december 1787 slæbtes han i retten for gennem tre uger at have støjet om natten, to nætter i træk at have blæst i sit posthorn, råbt forbandelser efter nattevægterne og tvunget dem til at bære morgenstjerne og sat farligt lys i sine vinduer. Med sin særprægede optræden påkaldte Kallager sig borgernes opmærksomhed, og nytårsaften morede byens ungdom sig med at kaste sten mod Kallagers gård. Den 2. januar 1788 mødte Kallager rådhustjeneren Hans Bjørnkjær på gaden, og da ingen ville vige, skød Kallager rådhustjeneren i benet ved sit gevær. 14 dage senere døde Bjørnkjær af sine sår.

Derefter erklæredes Kallager for sindssyg, blev dømt til forvaring og henlevede sine sidste 25 år i ubemærkethed. Men hans sølvpokal findes fortsat.

Den 31. december 1829:

Der indsættes 50 rigsbankdaler på sparekassebog nr. 101 for den helt nystiftede Sparekassen for Randers By og Omegn, og denne sparekassebog vedbliver helt op til 1980’erne at være landets ældste aktive sparebog.

De 50 rigsbankdaler var det højeste, der måtte indskydes på én gang, men til gengæld fremgår det også af side 5 i den gamle bog, at indskuddene af denne beløbsstørrelse fulgte meget hurtigt efter hinanden: straks efter nytår den 7. januar, den 14. januar og den 21. januar – altså engang om ugen. Allerede inden månedens udgang kunne der så tilskrives kr. 2,62 i rente. Bogen tilhørte Det Sandfeldske Legat og blev ved med at være aktiv til engang i 1980’erne.

Den virksomme sparebog hørte hjemme i Sparekassen for Randers By og Omegn, der blev grundlagt en god månedstid før det første indskud: den 26. november 1829. Initiativtagerne var fem af byens virkelige spidser: borgmester Ludvig Conrad Neckelmann, herredsfoged Andreas Ludvig Reiersen, amtsforvalter Johan Christian Pantlitz Wilde, pastor Nicolai Eeg Kruse og købmand Jacob Holm. Neckelmann blev første direktør i sparekassen, hvis formål var ”at være et sikkert gemmested for små kapitaler.”

Sparekassen boede først i Niels Ebbesens Gård i Storegade, senere i Houmeden, fra 1879 til 1936 i den smukke bygning St. Voldgade 8, fra 1936 i Middelgade 1 – og fra slutningen af 2001 bor Sparekassen Kronjylland (navneskift i 1988) i den nye bygning Tronholmen. Her skal det gamle pengekompagni så i 2004 fejre sit 175 års jubilæum.

Den 13. januar 1855:

på den nye gasværk ved Hvide Mølle i vestbyen begynder Randers Gasværk en produktion, der sikrer byen forbedret gadebelysning og en arbejdsplads, der kommer til at eksistere i 122 år.

Det var englænderne, der anlagde de første jernbaner i Danmark, og det var de samme folk, der på koncession byggede de første danske gasværker under navnet Det Danske Gaskompagni: først i Odense og siden i Randers, hvor kontrakten blev underskrevet den 19. januar 1853.

Byens gader var oplyst af få og meget spredte tranlygter, men gassen skulle forsyne mindst 100 gadelamper og derved forbedre belysningen betydeligt. Desuden skulle der leveres til offentlige bygninger og private hjem. Gasværket blev opført på en grund vest for Randers Hospital ved vandmøllen Hvide Mølle, der fem år senere blev overtaget af englænderne og ombygget til værksteder for anlæg af jernbanen.

Randers Kommune overtog gasværket fra englænderne i 1909, og produktionen steg med industri og privathusholdning som hovedaftagere. Først i 1960’erne blev kulgasværket urentabelt og slukket, da et spaltegasværk i Toldbodgade i 1966 tog over. Fortsat faldende gassalg lukkede også dette værk, og efter 122 år med gasforsyning ophørte denne den 1. oktober 1977, og straks derefter blev det gamle gasværks bygninger nedrevet.

Den 25. juni 1855:

efter at have overtaget virksomheden i foråret sender cand. polyt. Emil Synnestvedt bitterøl og hvidtøl på markedet fra det bryggeri, som han knap 20 år senere giver navnet Thor.

De smukke etiketter er reklamer for Bryggeriet Thor indklæbet i Vejviseren for Randers i 1899. Reklamerne gælder pilsner og lagerøl, der ikke var med i første ombæring i 1855, men måtte vente med at komme på gaden til den 28. juni. Den 1. august kørte så den første flaskevogn ud fra bryggeriet og tilbød øl rundt i byens gader.

Den kvikke markedsføring giver et godt indtryk af Synnestvedts effektivitet som forretningsmand. Hans varer var for længst i fuld omsætning, da han overtog bryggeriet officielt på tinglysningsdagen den 28. juli. Bryggeriet havde eksisteret i Nordregrave siden 1853 med den svenske polytekniker J.P. Lindahl som leder. Lindahl havde allerede i 1851 brygget den første bayerske lagerøl til randrusianerne, men på det nye bryggeri i Nordregrave kørte han økonomien i sænk og rejste hovedkulds til USA. Hans bryggeri blev derefter solgt på offentlig auktion, og Synnestvedt bød højest.

Han var en seriøs forretningsmand og en god økonom, så bryggeriets produktion var stabilt stigende, og forretningen blev forvaltet sikkert. Den 22. februar 1873 lod Synnestvedt så en annonce indrykke i Randers Amtsavis, hvor han kundgjorde, at bryggeriets navn fremefter var Thor.

Den 18. juli 1856:

den 39-årige købmand og vinhandler C.G. Schmidt annoncerer i Randers Amtsavis, at han fire dage senere vil åbne Schmidts Hotel i Torvegade, og han grundlægger derved det gæstgiveri, som senere bliver til Hotel Randers.

Schmidt var falstring (fra Stubbekøbing) og synes at have været et sangvisk temperament med en boblende optimisme. I et sådant menneske er der liv og fremdrift: først åbnede han kolonial- og vinhandel i Torvegade, og i 1853 købte han den gamle kommandantbolig Byens Gård, Torvegade 11, rev den ned og lod i stedet bygge Jyllands første rigtige hotelbygning ”efter alle Nutidens Fordringer”. Så bortforpagtede han hotellet og passede selv kolonial og vin.

Efter mindre end et år kom det nye hotel i økonomiske vanskeligheder, og i juni 1858 blev det solgt. I 1862 overtog Johannes Martens hotellet, han omdøbte det til Hotel Randers, og nu kom der styr på driften, så hotellet udviklede sig til det, byen kender i dag.

Udseendet på det moderne Hotel Randers skyldes Wilhelm Mathisen, der kom til Randers i 1915. Efter arkitekt J.P. Hjersings tegninger lod han hotellet ombygge i 1927 med den facade og det interiør, som i dag er adelsmærker: den kosmopolitiske svingdør ved hovedindgangen og den kunstneriske Kuppelsal og Gauguinsal inde.

Johannes Martens havde Hotel Randers i 30 år, Wilhelm Mathisen i 44 år, og siden den 1. januar 1960 har Sonja Mathisen ledet det legendariske hotel, som hun i øvrigt har skænket til en selvejende fond Sonja og Wilhelm Mathisens Fond – for at sikre det 146-årige hotels fremtid.

Den 3. september 1862:

Med stor forsinkelse når indvielsestoget på den nye jernbanestrækning Århus-Randers til den kronjyske hovedstads nye banegård, hvor en tusindtallig skare venter på at kunne hylde Frederik VII og Grevinde Danner og tage det nye dampfænomen i øjesyn.

Billedet er ikke af indvielsestoget, men et af de følgende dages tog, hvis lokomotiv kan skimtes til højre for stationsbygningen. Efter den kongelige indvielse blev strækningen næste dag åbnet for almindelig togdrift med fire daglige afgange: to fra Randers og to fra Århus.

Jernbanen blev anlagt af engelske ingeniører, der havde kontorer på Rådhustorvet - lederen havde dog lejet sig ind på Frøvadsholm. Lokomotiverne havde englænderne med hjemmefra, men jernbanevognene og materialerne til anlæg af banelegeme og stationer blev fremstillet på den gamle vandmølle Hvide Mølle, som de fremmede købte og ombyggede til værksteder. Hvide Mølle blev siden til Vognfabrikken Scandia.

Den oprindelige Randers Banegård danner endnu i dag centrum i stationsbygningen, men er næsten ukendelig efter en række om- og tilbygninger.

Trods forsinkelsen blev både indvielsestog og kongepar stærkt hyldet af byen den 3. september, og det var faktisk også hyldest, der ved mellemstationerne havde forsinket toget. Ved aftenstide kørte toget tilbage til Århus, mens kongeparret overnattede i Randers.

Den 10. januar 1881:

Den 44-årige skuespillerinde Dido Petersen dør af et krampetilfælde midt under forestillingen på Randers Teater.

Der var ikke tilknyttet Randers Teater egne skuespillere, men da byen havde et stort og engageret teaterpublikum, havde byen altid god søgning af omrejsende teaterselskaber. I vinteren 1880-81 spillede Julius Petersens Teaterselskab Kaptajn Grands børn med så stor succes, at opholdet i Randers måtte forlænges flere gange for at imødekomme publikums interesse.

Absolut sidste forestilling blev endelig fastsat til mandag den 10. januar, og den skulle vise sig at slutte som en tragedie.

Teaterdirektørens hustru Dido Petersen havde nogle dage i forvejen beklaget sig over den fysiske anstrengelse ved en dans, hun som forklædt matroskone skulle udføre i næstsidste akt. Hun skal tilmed direkte have sagt, at dansen ville blive hendes død. Ved den sidste opførelse var dansen vel overstået, da Dido Petersen under sidste akt pludselig blev overfaldet af så stærk en krampe, at den tilkaldte læge var magtesløs. Den kun 44-årige skuespillerinde døde i en garderobe, mens forestillingen kørte til ende. Teatret blev derefter lukket resten af ugen, og Julius Petersen begravede sin hustru om fredagen. Derefter genoptog han forestillingerne med Ridderen af Randers Bro.

Den 23. juni 1881:

Den 18-årige Frederik Jensen debuterer på Rosenlund i Randers og grundlægger hermed sin stjernekarriere som revyskuespiller.

Frederik Jensen (1863-1934) blev en af alletiders største danske revyskuespillere, og det var på Rosenlunds sommerscene på Tøjhushavevej, han for Det Spiersske Teaterselskab spillede i den lille enakter Urmagerens hat. Han var udlært urtekræmmer, men havde et oplagt talent for skuespil og fik stor succes fra begyndelsen – til stor fortrydelse for de andre skuespillere: efter en særlig vellykket forestilling på Rosenlund med adskillige fremkaldelser af den unge Frederik fik han tæsk i garderoben af to mandlige kolleger.

Efter et par år i provinsen begyndte Frederik Jensen så på københavnske scener det arbejde, der gjorde ham til førstekraft i en menneskealders revykunst og skabte hans enorme popularitet i alle befolkningslag. Han havde stor gennemslagskraft med sine halvt godmodige, halvt satiriske farceskikkelser, og hans fortolkning af politiske viser var meget stor kunst. Det kan man også i dag forsikre sig om, for han har indsunget en række af sine viser på plade.

Han sluttede sin lange karriere som hofglassliberen i Jomfruburet den 18. december 1933 på Nørrebros Teater, og mindre end to måneder senere døde han som 70-årig.

Den 1. april 1884

Kun otte år efter Graham Bells opfindelse af telefonen får Randers sit første telefonselskab, men allerede i 1881 findes der i Randers én telefon, der tilmed er lokalt opfundet, og det er den første telefon i Danmark.

Ejendommen på billedet er St. Voldgade 6, ejet siden 1878 af jernstøber Julius Møller, og det var på 1. sal i den ejendom, at Randers Telefon Selskab begyndte sit virke. Huset fik telefontårn på taget, og der gik luftledning fra tårnet ud til hver enkelt abonnent. Centralens kapacitet var 60, og der var udsolgt fra starten med daglig åben kl. 7-21, om vinteren dog først fra kl. 8. Betjeningen var en bestyrer (telegrafist H.O. Thomsen) og tre telefonistinder på skift. De ekspederede 150 samtaler den første måned.

Men: allerede i 1881 virkede Danmarks første telefon i Randers. Bagermester Kaysens søn Ole Michael var teknisk avanceret nok til selv at udvikle en telefon, der kunne virke mellem købmand Riisagers to forretninger: kolonialhandlen i Schousgade og bryggeriet i Strømmen. Så tog Ole Michael Kaysen til USA og arbejdede videre med sine telefoner derovre.

I Randers sluttede telefonselskabet sig med 16 andre lokale selskaber sammen til Jysk Telefon Aktieselskab, der i 1907 flyttede til nye lokaler på hjørnet af Houmeden og St. Voldgade, og 56 år senere blev telefonnettet så automatiseret i forbindelse med indvielsen af bygningen i Ll. Voldgade.

Den 2. november 1882:

Den mere end 550-årige nationalhelt Niels Ebbesen får endelig sit mindesmærke på Rådhustorvet, og som et sindbillede på hundrede års bedrøvelig diskussion om, hvordan han skulle mindes, styrter regnen ned over helt og hyldest.

Hvis rådhusets tårnur passer, er man en god time inde i ceremonien, der er begyndt kl. 13,30. Fra morgenstunden har musikken lydt rundt i byens gader, og ved højtidelighedens begyndelse er
6-8.000 mennesker samlet omkring den tildækkede statue.

Efter en kort velkomst er der skønsang af Håndværker-Sangforeningens kor: først med kvindesagsforfatteren Pauline Worms hyldestdigt Staa fast, Du stolte Billed og så nationalkomponisten P.E. Lange-Müllers kantate Niels Ebbesen, der dog må halveres på grund af regnen. Afsløringen af F.E. Rings kunstværk kan så foretages af formanden for indsamlingskomitéen, købmand J.H. Heerfordt (”et taknemmelighedens tegn” kalder han statuen). Til sidst kan det gennemblødte publikum gå hjem, mens hædersgæsterne fester videre om aftenen, men nu indendørs.

Dagen efter har Randers Amtsavis afsat de første to sider til en indgående reportage om begivenheden, og her kan man læse, hvad amtmand, borgmester og komitéformand sagde i deres lange taler – hvert eneste patetiske ord, der forsvandt i regn og rusk på Rådhustorvet dagen før.

Den 24. maj 1892:

Den 22-årige Prins Christian (fra 1912 Kong Chr. X) tager en bevæget afsked med Randers efter at have tilbragt syv minderige måneder på Rytteriets Befalingsmandsskole i byen og fået et særdeles hjerteligt forhold til kronjyderne.

Den kongelige højhed kom til Randers med iltog om lørdagen og tog straks til sin lejlighed på 1. sal Torvegade 21. Op ad formiddagen sagde han goddag til byens autoriteter, senere red han rundtur i byen, om søndagen var han til højmesse i Sct. Mortens Kirke, og mandag begyndte han på militærskolen.

Efter en afventede begyndelse tog prinsen snart del i byens liv og selskabelighed, mest hos officerskorps og embedsstand, men også i Randers Teater og på latinskolen. Han optrådte overalt med en jævn ligefremhed over for befolkningen, og byen bevidnede ved enhver lejlighed sin sympati for den kongelige. Siden huskede han altid Randers som ”sit andet hjem”, og Randers-tiden var som et varsel om den status, Christian X skulle få under Besættelsen.

I sin bog 24 Statsministre (2000) tegner Søren Mørch et ganske anderledes billede af Christian X: ”[Han] blev let overvældet af sine følelser og handlede i hidsighed (--). Ved andre lejligheder brød han sammen i gråd af afmagt eller rørelse. Han dækkede over, hvad han givetvis selv har opfattet som sine svagheder, ved et brysk og militært væsen, der af omgivelserne opfattedes som en påfaldende uelskværdighed.”

Men stemningen på kajen i Randers den 24. maj er fuld af vemodig hjertelighed: ”Vi græd, og Prinsen græd, og ”Niels Brock” sejlede bort med Prinsen”, fortalte bymatadoren Hermann Stilling siden.

Den 28. juni 1894:

Den helt store skandale indtræffer for byens fineste borgerskab: ved et bal for Christian IX og den kongelige familie i klubben Harmonien dukker en ung varietesangerinde ifølge med en journalist op blandt gæsterne og må bortvises.

I den sidste uge af juni fandt Den 17. Landmandsforsamlings store dyr- og maskinskue sted i Randers, og den storslåede begivenhed skulle kulminere med kongefamiliens besøg og deltagelse i et stort bal i den selskabelige klub Harmoniens lokaler i Østergade. Med landstingsmand, byrådsmedlem og bagermester Hermann Stilling i spidsen for festkomitéen var alle sejl sat til, men midt under ballet stivnede det dannede selskab i rædsel: ud på dansegulvet skred en ung dame, som lignede -
”et stilbrud”. Mens gæsterne afventede, fik den påpasselige Hermann Stilling damen til side og kontrollerede adgangskortet. Det var skam påtegnet, men af en journalist fra Højres Pressebureau – altså: grin med borgermusikken i royal belysning. Så diskret og effektivt som muligt fik Stilling derefter begge bortvist.

Historien gik rundt i pressen, der ironiserede, og af Blækspruttens tegning fremgår, at Axel Henriques’ og Anton Melbyes revyvise senere på sæsonen meget vel kunne have ret i sit forklarende omkvæd: ”Hun var en nydelig pige, en pæn og dydelig pige, men en lidt for tydelig pige.”

Den 1. november 1905:

Den første biograf Kosmorama åbnes af københavneren Constantin Philipsen i en sal på Højskolehotellet, men den umiddelbare publikumssucces får snart lokale folk til at åbne andre biografer.

Det var måske ikke altid så festligt at gå i Kosmorama, som det ser ud til på billedet, men da de levende billeder indfandt sig i Randers, slog de voldsomt igennem. Der var da også i Randers Amtsavis højlydt ros for Kosmoramas premiereprogram: Moderne røveri i Argentina (spændingsdokumentar), Hestevæddeløb i Paris (dokumentar), Naturforskerens frokost (farce), Akrobatisk dans (kunst), Eksprestog i Skotland (dokumentar) og Elskeren i kufferten ( vovet spænding). Der var plads til 175 tilskuere, det kostede 25 øre (børn 15 øre) at komme ind, og forestillingen kørte en time i tidsrummet 17-22.

Randrusianerne så første gang levende billede i en rejsebiograf på Jylland i februar 1902, men en foretagsom Constantin Philipsen fra hovedstaden havde succes med at oprette faste biografer (26 i provinsen), så han åbnede Kosmorama på Højskolehotellet i 1905. Da de lokale forretningsfolk så succesen, ville de også være med, så i 1907 åbnede yderligere to biografer nu ledet af lokale i byen, og siden kom seks biografer til at virke samtidig i Randers.

I 1906 overtog den tidligere skuespiller Ludvig Castella ledelsen af Kosmorama, og han fik stor indflydelse på de første randrusianske biografår. Det store lokale navn var dog Gottlieb Erichsen, der i 1907 havde startet Kinografen i Middelgade, og da han overtog Kosmorama i 1911, kom han til at sidde tungt og godt på randrusiansk biografliv helt frem til 1945.

Den 7. juli 1906:

En række borgermænd på Randers-egnen stifter Historisk Samfund for Randers Amt, fordi de vil ”oplive den historiske sans” - hos sig selv og hos andre, og nu er Samfundet så på vej mod 100 årsjubilæet.

Den drivende kraft bag det nye samfund var Randers Dagblads redaktør Engelbert Dröhse, der i avisen havde set folk i Ribe stifte et sådant historisk samfund. Han indkaldte til et par forberedende møder på Randers Rådhus, og da interessen var konstateret hos randrusianerne, blev der holdt konstituerende møde den 7. juli 1906 i Helligåndshusets store sal med 100 mennesker samlet og pastor Christensen, Kristrup, som foredragsholder om Forskellige Sagn og Tildragelser fra Randersegnen. Derefter vedtog man lovene og konstituerede sig i en række udvalg – med redaktør Dröhse som formand for det hele.

Det første egentlige arrangement fandt sted den 8. februar 1907 - i stormende midvinterkulde, men der var mødt 150 mennesker. Først sang man Grundtvigs salme: Udrundne er de gamle dage, og så holdt docent, cand. theol. Oscar Andersen, København, sit foredrag Begivenhederne ved Reformationens Indførelse i Randers. Senere på året udkom så første nummer af Historisk Aarbog.

Foredragene og årbogen har været Historisk Samfunds vigtigste udtryksform siden, men frem mod 100 årsjubilæet udvider Samfundet aktiviteterne med historiske rejser i ind- og udland – og med en hjemmeside på Internettet: for den lokalhistorisk interesserede er der kortere til kilderne end nogen sinde før.

Den 2. oktober 1906:

Selv om det er søndag begynder Randers Elektricitetsværk at forsyne byen med elektricitet, og snart skal gaslamper udendørs og olie- og petroleumslamper indendørs vige for den tekniske udviklings nyeste fremskridt.

De store danske byer kom naturligvis først med de nye elektricitetsværker: Odense i 1891, København i 1892, Aalborg i 1896 og Århus i 1901. Randers kom sent i gang: allerede den 25. marts 1896 behandlede byrådet forslag om et elværk, og der nedsattes et udvalg, men af forskellige årsager (skulle værket være privat eller kommunalt?) trak sagen ud, og først ti år senere - i foråret 1906 – var man klar til at bygge. Derefter gik det imidlertid hurtigt på Mariagervejs skrånende grund – under den lokale arkitekt Jensen-Værums ledelse.

Elværket kaldtes i samtiden ”en elektrisk lysstation”, og den blev fra begyndelsen ledet af den 26-årige 1. maskinmester O.J. Westergaard med Albert Johansen som assistent. Der blev uden egentlig markering trykket på knappen, da strømforsyningen skulle begynde, men Westergaard var naturligvis spændt nok til at gå ud i byen for at se, om alt var i orden. Det fortælles, at bagermester Josefsen i Adelgade var så glad for den nye stråleglans i butikken, at han gav Westergaard boller med hjem til kaffen.

I juni 1982 overtog det nye kraftvarmeværk ved havnen byforsyningen. Længe stod det gamle elværk tomt, men så rykkede kulturen ind. I den maskinsal, hvor maskinmester Westergaard i 1906 startede kraftmaskinen, har Musik- og teaterhuset Værket i dag koncertsal, og smukke spor fra det oprindelige interiør kan iagttages til musikken.

Den 6. september 1913:

Den 19-årige Osvald Helmuth debuterer på Jysk Folkescene i Randers som Magnus i Ludvig Holbergs Jeppe på Bjerget, og hermed bliver randrusianerne de første til at opleve den skuespiller, mange opfatter som den største revystjerne i dansk teaterlivs historie.

Osvald Helmuth (1894-1966) vendte jævnligt tilbage til Randers, og så sent som et par år før sin død var han atter i Randers med Jeppe på Bjerget, nu i titelrollen og på Kino-Palæets scene, hvor en udsolgt sal hyldede ham for et langt kunstnerisk venskab.

Det store gennembrud kom, da han i 1929 sang PH’s Ølhunden glammer i revyen Paa ho’det på Nørrebros Teater. I de følgende 35 år fejrede han triumfer i revy, farce, lystspil, komedie, musical og film som en sublim menneskefremstiller, der med ægte indføling forenede det barokke og det rørende. Eftertiden kender ham særdeles godt, for meget af hans store kunst er bevaret i lyd og billede. Nogle kan huske hans helt formidable skraldemand Doolittle i musical’en My Fair Lady (1960-61), som kritikerne kaldte verdens bedste. For andre kulminerede hans kunst i samspillet med Ebbe Rode i Bent Christensens film Harry og kammertjeneren (1961). Og så er der dem, for hvem hans fortolkning af Aage Stentofts og Arvid Müllers vise Ved havnen (1937) er højdepunktet.

Den 2. oktober 1917:

Efter aftale med Randers Byråd begynder den 36-årige museumsmand og fotograf Hugo Mathiessen affotograferingen af historiske huse i Randers for at fastholde deres udseende, før de forsvinder i den moderniserede købstads bybillede.

Efter en særdeles varm sommer kom Hugo Mathiessen (1881-1957) til Randers i en kold, våd og stormfuld oktober. Han var magister i Danmarks senmiddelalderlige historie, ansat ved Nationalmuseet og et fotografisk talent. Disse tre forhold satte ham i gang med det projekt, han huskes bedst for i dag: den fotografiske registrering af købstædernes gamle arkitektur.

Mathiessen nåede i perioden 1913-22 gennem 75 danske byer: fra Holbæk til Åkirkeby, - Randers altså i det meget foretagsomme år 1917, da også Grenå og Ebeltoft fik hans besøg. Han brugte et håndbygget kamera beregnet til glaspladenegativer og fotograferede med en enestående sans for synsvinkel og komposition. Billederne er tomme for liv, fordi kun husene havde hans interesse som motiver.

Det dårlige oktobervejr hindrede ikke hans arbejde i Randers: Kulturhistorisk Museum har i dag 143 sådanne glaspladenegativer af byens smukke huse, og der forberedes en bogudgivelse af de enestående billeder, som er en uvurderlig kilde for kendskabet til byens gamle købstadskultur.

Fotografiet (taget af Harald Langberg) viser Hugo Mathiessen med sit kamera på Wilhelmsborg ved Vejle den 6. august 1949. Han var da 68 år og døde knap otte år senere den 9. december 1957 - ti dage før sin 76. fødselsdag.

Den 21. marts 1922:

Voldsomme opgør på det randrusianske arbejdsmarked kulminerer med en generalstrejke (”revolutionen i Randers”), hvor bystyret indsætter politi og militær mod aktionerende arbejdere, og først efter næsten en måned falder der ro over byen.

Det var en almen national arbejdskonflikt med lockouter og strejker, der i Randers fik et uhørt dramatisk forløb. Pr. 1. februar 1922 havde arbejdsgiverne opsagt overenskomsterne, og arbejderne svarede med strejker – i Randers især på havnen, hvor man den 16. marts jog nogle arbejdende forvaltere ud af et pakhus. Dagen efter var der nye optøjer på havnen, da uorganiseret arbejdskraft ville losse et skib. Arbejdet måtte udføres under politibeskyttelse, og i de følgende dage optrappedes konflikten: arbejderne holder strejkemøder med flere tusinde deltagere, og byens politimester tilkalder 250 soldater fra Viborg og Ålborg til bekæmpelse af eventuelle uroligheder.

Det kommer til sammenstød, men ikke egentlige kampe: den 18. marts erklæres Randers i undtagelsestilstand, og den 21. marts ligger byen stille i generalstrejke. Den 4. april indgås der forlig på arbejdsmarkedet, og den 17. april må de randrusianske arbejdere indse, at de har tabt deres kamp, hvorefter deres strejke ophører. Arbejderne må generelt acceptere en lønnedgang på 15 pct., og i Randers bliver mange af de strejkende arbejdere ikke genansat.

På billedet ses uorganiseret arbejdskraft i funktion under militær beskyttelse på Randers Gasværk.

Den 9. marts 1925:

Byrådet i Randers beslutter med 14 stemmer mod 2, at de årlige hestemarkeder af hygiejniske grunde ikke længere må finde sted i midtbyens gader, men skal flyttes til markedspladsen ved Mariagervej.

Ingen ved, hvornår de årlige hestemarkeder begyndte i midtbyens centrale gader, men der er mange udsagn om, hvor kæmpestore og meget besøgte de var. I historien står Randers som landets førende hesteby, og derfor fik disse markeder al den plads, man mente nødvendig. Hestene stod i to rækker med rumpen mod hinanden ned gennem Nørregade, forbi Rådhustorvet, videre ad Torvegade til Middelgade og Kirkegade. Rækkerne ville ingen ende tage, og der kunne være 1.400-1.500 heste klumpet sammen.

En sådan sammenstimlen gav et leben uden lige – af dyr, af landmænd, af prangere og af tilskuere, og det havde sine konsekvenser: forretninger og især værtshuse havde gode dage, og i midtbyens borgerhjem bredte lugt og fluer sig, mens fodgængerne skrævede over hestepærerne og frygtede for krikkernes bagben.

Allerede i 1811 var der klager over forholdene, og protesterne fortsatte årti efter årti. Men traditionen var sej, og mange ønskede den fortsat.

I den ophedede byrådsdebat i marts 1925 erklærede amtslæge Victor Holm, at det var både uhygiejnisk og uæstetisk med den megen hestegødning i gaderne, men selv amtslægen påstod det ikke nødvendigt med en flytning af hestemarkedet, om end nok ønskeligt.

Byrådet vedtog imidlertid flytningen, og hestene forsvandt for altid fra bymidten.

Den 28. september 1928:

Rasmus Petersen kører sidste tur med den hestetrukne postvogn i Randers, og efter mere end 250 år med firbenet postbefordring overtager andre hestekræfter posttransporten i Kronjylland.

Den 31. marts 1674 fik postmester Chr. Pipper kongelig bevilling til at drive postkontor i Randers, og derefter blev postgangen samlet om denne institution, hvis første adresse ikke kendes i dag. Hurtigt kom postbesørgelsen mellem landsdelene og mellem købstæderne i faste rammer, og selv om de lange stræk med de hestetrukne vogne tog længere tid end i dag, var ekspeditionen effektiv.

I 1810 havde postkontoret hjemme i Vestergade, og i 1862 flyttede det til Rådhustorvet 6, hurtigt derefter tilbage til Vestergade (i nr. 40, hvor det nu nedrevne Vangs Hotel lå) og så igen Rådhustorvet, nu nr. 2. Siden blev det til endnu en flytning, men fra 1922 har postvæsenet boet i den fortsat eksisterende bygning på hjørnet af Nørregade og Klostergade.

Billedet viser ikke Rasmus Petersen med den sidste postvogn, men en af hans forgængere 40-50 år tidligere foran bygningen Rådhustorvet 6, hvor der nu om dage er tøjforretning, pizzeria og farvehandel. Vognen er ved at blive gjort klar til afgang, og da den – udover post – også medtager passagerer, må man gå ud fra, at manden med stok og vadsæk er ved at gøre sig klar til at stige på.

Postkontoret flyttede fra denne bygning i 1888, så da billedet bliver taget, er der i mere end 40 år fortsat brug for heste i posttrafikken.

Den 7. marts 1930:

Under kolossal mediebevågenhed og stor publikumsinteresse flyttes det 150 år gamle
Randers Rådhus tre meter mod nord for at gøre Rådhusstræde bredere.

Både ure og målebånd var finjusteret og kunne konstatere, at præcist kl. 14,37 landede Randers Rådhus på sin nye plads, og derefter kunne teknikerne så fastslå, at alt var gået godt.

Med den tiltagende bilisme var gadenettet i midtbyen – ikke mindst det stærkt befærdede Rådhusstræde med rådhuset for enden - blevet for snævert, og byen valgte så den logiske løsning at flytte rådhuset. Det skete ved, at man gravede ind under bygningen og lagde fire kraftige jernbjælker på 56 donkrafte, så man fik en skinnevej at køre huset på. Andre jernbjælker blev så ført gennem husets vægge og hvilede på 56 vogne, der kunne køre på skinnerne: en enkel, men også krævende konstruktion, og forberedelserne varede mange måneder.

Den 6. marts var alt klart, kl. 11 blev et hvidt flag hævet, og så begyndte køreturen. De talrige tilskuere blev holdt på afstand af et plankeværk, men kunne se det 700 tons tunge hus køre af sted, mens et kæmpestort målebånd markerede tilbagelagt strækning. Første dag gav 1,90 meter, og på andendagen gik det også hurtigt, undertiden med tre centimeter i minutter, så kl. 14,37 var løbet kørt, og publikum kunne bryde ud i hurraråb og klapsalver. Det var et imponerende ingeniørarbejde, som end ikke forstyrrede tårnurets 150-årige gang.

Den 30. juni 1936:

Byen kan indvi Gudenåbadet på Hvidemøllevej, og i de næste 25 år har det vandglade Randers et sted at boltre sig, men først med Kærsmindebadet kommer der i 1971 en egentlig løsning på byens badeproblem.

Gennem masser af år badede randrusianerne i Gudenåen, men i 1930’erne var forureningen så alvorlig, at vandgang i åens bølger var særdeles risikabel. Den offentlige reaktion var anlæg af et bassin på 60x70 meter syd for Hvidemøllevej, og arbejdet blev udført af unge arbejdsløse, der var kommet til at hænge fast i mellemkrigstidens ledighed. Allerede året efter kom skovl og trillebør frem igen, da anlægget blev udvidet med yderligere tre mindre bassiner hovedsagelig til brug for byens skoler.

På alle måder blev Gudenåbadet straks en stor succes, og i de første år blev vandet renset effektivt, så alle var tilfredse. Op gennem 1950’erne begyndte det så at gå galt med stigende forurening og stadig mere håbløs rensning, så myndighederne gradvist måtte forbyde badning – først i skolebassinerne og i 1961 i det store bassin, hvilket så blev dødsstødet for institutionen.

I det følgende tiår var der ingen offentlig bademulighed i Randers, men i juni 1971 blev Kærsmindebadet så åbnet med adskillige bassiner til byens glæde og tilfredshed.

Billedet viser Gudenåbadet i velmagtsdagene og lader ikke ane, hvad der i stigende omfang kommer til at gemme sig under vandoverfladen.

Den 21. marts 1945:

Elever, lærere og folk fra byen hjælper med at rømme Randers Statsskole efter, at den tyske besættelsesmagt har beslaglagt skolens bygninger til brug for en Fahnenjunkerschule til uddannelse af unge officerer.

Fra mandag den 19. marts var der tysk vagt ved skolen, mens man gik i gang med at flytte inventar, bøger og samlinger til opbevaringssteder rundt i byen. Undervisningen blev flyttet til den daværende Teknisk Skole på Frederiksplads (nu Kulturhuset på Østervold), men allerede lørdag den 24. marts blev også denne bygning beslaglagt. Derefter spredtes undervisningen rundt i byen: S.C. Sørensen, Vilh. Nellemann, Sparekassen, la Cours Skole osv.

Statsskolens lokaler blev indrettet til opholdsstuer, soverum med halm i sengene, taktiklokaler med terrænborde og vagtstuer og spise- og køkkenrum i kælderetagen. I parken omkring skolen var der pigtrådsspærringer og i portene skyttegrave.

Tyskerne forlod Randers Statsskole den 8. maj kl. 17,45, og en halv time senere var elever i færd med at affotografere skolens udseende til en dokumentarisk artikel i elevbladet Luren.

Morgensangen på befrielsesmorgenen den 5. maj blev holdt i Håndværkerforeningen, hvor rektor A. Prip bl. a. sagde: ”Fem lange, trange år er gået, mørket forsvinder, og solen stråler som aldrig før. Vi slipper for at lære krigens rædsler at kende i vor umiddelbare nærhed, og fred og frihed er ikke mere en fjern drøm."

Translokationen i juni kunne holdes i Randers Statsskoles gård, men undervisningen blev først genoptaget på Rådmands Boulevard ved det nye skoleårs begyndelse.

Den 26. april 1951:

Efter 172 år med Randers som garnisonsby holder De Randers Dragoner afskedsparade i byen for at blive til pansertropper i Holstebro, mens Randers bliver nyt hjemsted for Jydske Ingeniør Regiment, men byen er i dag uden garnison.

Det 5. Jydske nationale Rytterregiment blev oprettet den 1. november 1679 og var som formation et resultat af forholdene efter Christian IV’s uheldige deltagelse i Trediveårskrigen (1618-48). Regimentet skiftede navn flere gange og havde hjemsted forskellige steder, men fra den 13. april 1779 var det stationeret i Randers som 5. Dragonregiment.

De Randers Dragoner blev et så stedfæstet fænomen, at det for byen var som at miste en legemsdel, da hesterytterne red fra kasernen på Mariagervej, forbi den gamle rytterkaserne i Thorsgade og til Rådhustorvet og den dér forsamlede menneskemængde. Forrest red regimentschefen, oberst C. Gundelach på Pardubitz, fulgt af sine seks ritmestre, og hele vejen sagde folk farvel.

Derefter blev det så ingeniørtropperne, der var byens militær, og de faldt til og blev i mange år. Men tiderne ændredes, og den 30. august 1997 blev det så Ingeniørregimentets tur til at holde afskedsparade. Nu er Randers for første gang i mere end 200 år ikke længere garnisonsby.

Den 4. juli 1961:

Minister og borgmester samt en frygtindgydende Niels Ebbesen indvier den nye Randersbro, der skal afhjælpe den trafikale flaskehals på et af provinsens tættest befærdede strøg.

Broen over Gudenåen har fra de randrusianske tiders morgen været det centrale byelement – på godt og ondt. Det var ved overgangsstedet, folk samlede sig, så Randers kunne opstå som boplads, og der kom broen, som hurtigt blev den for snævre flaskehals, når mange mennesker samtidig skulle ind eller ud af byen.

Sommerindvielsen i 1961 (naturligvis regnede det) skulle afhjælpe forholdene. Den nye betonbro havde kostet en formue (3,2 mio. kr.), til gengæld var alle notabiliteterne til stede ved indvielsen: fra venstre trafikminister Kai Lindberg, så borgmester Svend Thingholm, viceborgmester Asger Jensen, den senere borgmester Kristen Gjøtrup og kordegn Verner Jensen. Og alle måber de – også den grebne gummistøvledreng - for hvem er den første, der krydser den nye bro, andre end - Niels Ebbesen. Med sig har han et par væbnere, men der er ikke brug for at løsne en planke i broen, for Nørreriis-herren er ikke på flugt. Han er blot pr. tradition den første over broen ved Randers.

Den nye Randersbro afløste den Sønderbro, der havde gjort tjeneste siden 1907 og været alt for lille i alt for mange år. I løbet af få år blev også den nye bro alt for lille, men problemet er og bliver vist uløseligt.

Den 6. juli 1964:

Den danske kongefamilie besøger Randers, og under en rundvisning på Dronningborg Alderdomshjem får den nyforlovede 17-årige Prinsesse Anne-Marie et velment råd af en gammel mandlig beboer.

Kongefamilien kom til Randers om bord på kongeskibet Dannebrog, og byen tog imod i nydeligste vejr og stiveste puds. Der var modtagelse på kajen, og en ikke ringe opmærksomhed blev rettet mod Prinsesse Anne-Marie, der var forholdsvis nyforlovet med den græske Konstantin – prins ved forlovelsen, nu konge.

Ved de efterfølgende arrangementer i byen fik lokaliteten Dronningborg sin meget store rolle at spille - på forunderlig vis også med forbindelse til den kongelige forlovelse.

Først var der besøg på Dronningborg Maskinfabrik, hvor man besigtigede værkstedshallerne med kongeparret i spidsen efterfulgt af de tre prinsesser og så hele halen af lokal politikerverden og lokal verdenspresse. Senere blev gæsterne beværtet i kantinen og samlede kræfter til den videre færd, der bragte kongefamilien til Dronningborg Alderdomshjem, hvor der atter var modtagelse og omvisning, og hvor alle spillede deres rolle, som rutinerne foreskriver.

Og så sker det uventede: på den lange gang forbi alderdomshjemmets værelser går pludselig en dør op, og en mandlig beboer beder hviskende Prinsesse Anne-Marie træde indenfor. Prinsessen går nok mod dronningeværdighed, men på alderdomshjemmets gang tøver hun imidlertid - og går så alligevel med. Adskillige pressefolk stikker hovedet ind og hører den gamle mand give Prinsessen et råd: ”Lad være med at tage til Grækenland. Bliv herhjemme, her har vi det meget bedre.” Prinsessen takker for rådet, og turen går videre. Og næste dag sejler Dannebrog videre.

Den 18. september bliver Anne-Marie gift med Kong Konstantin, der derefter bliver afsat ved oberstkuppet den 21. april 1967. Siden den 2. december 1967 har det græske kongepar ikke boet i Grækenland.

Den 14. august 1965:

Efter næsten 50 år i Vestergade holder Randers Politi indvielse af den nye politistation på Dragonvej og får dermed arbejdsforhold, som var aldeles ukendte i den gamle, forfaldne skolebygning i Vestergade.

Da Randers Politi rykkede ind i bygningen Vestergade 5, havde den stået tom nogle år og var ikke en god stand. Hidtil havde politiets 15 mand holdt til på det gamle rådhus, men der var ikke længere plads, og så blev Den Bay-Kirketerpske Borgerskoles tomme bygning nyt hjemsted. Den var bygget i 1846-47, og der blev undervist i den til 1901. Så blev huset for lille og for dårligt, og skolen flyttede til nye lokaler – hvorefter politiet så beboede de kasserede lokaler i næsten et halvt århundrede.

Efterhånden som politistyrken voksede, blev forholdene stadig vanskeligere, og til sidst var de forskellige afdelinger af etaten spredt rundt i byen: politimesteren holdt til ét sted, kriminalpolitiet et andet osv. Men ordenspolitiet holdt stand i Vestergade.
Billedet er fra den tid, da politiet rykkede ind i den gamle skolebygning. Tiden gjorde den jo ikke yngre, og det hjalp heller ikke på standarden, at den i den politiløse tid under Besættelsen var tysk kommandantur spærret inde bag pigtråd.

Da velfærdssamfundet voksede til i de tidlige 1960’ere, lysnede det omsider for den randrusianske ordensstyrke, og endelig kunne den så tage afsked med den gamle politistation, der hurtigt efter blev revet ned. Siden byggede firmaet Chr. Rasmussen sit møbelhus på stedet, og nu har AF hjemme i den bygning.

Den 22. november 1969:

Al busdrift er indstillet på Østervold, da 3.000 randrusianere ser billedhuggeren Helen Schous kunstværk Den jyske hingst blive afsløret, og at det regner, forhindrer ikke folkemasserne i at få serveret hestehalesuppe som festmiddag.

Monumentet var undervejs til hestebyen Randers gennem mange år, og der måtte til slut både en statslig kunstfond til at skaffe pengene og en sanering i midtbyen omkring Østervold til at skaffe pladsen, før den stovte jyde kunne invadere byen.

Randers har historisk ry for heste – dels dem, som dragonerne red på, og dels dem, der handledes i gaderne, og Helen Schou (f. 1905) havde sin kunstneriske erfaring med heste fra rytterstatuen af Chr. X i Århus (1955). Hun skabte sin hingst efter levende model, den blev støbt i bronze i Berlin, sejlet til Randers, og så kunne byen samles til lørdagsafsløring i efterårsregnen.

Kl. 15,11 trak borgmester Svend Thingholm det hvide hestedækken af det kæmpemæssige dyr, henvendte sig rosende til kunstnerinden og sagde: ”Det har været et hestearbejde!” Fru Schou bekræftede og takkede byen for godt samarbejde.

Mens regnen fortsatte, kunne de fremmødte så til hornmusik give sig i kast med højtidelighedens folkegave fra de handlende på Østervold: hestehalesuppen.

Byen havde nu fået et supplerende vartegn til Niels Ebbesen på Rådhustorvet, og man tog godt imod: kort tid efter indvielsen var der en tidlig morgen lagt friske hestepærer bag den prominente stenhingst.

Den 15. august 1970:

Den 25-årige Jørgen Schmidt vinder i England verdensmesterskabet i landevejscykling for amatører og byder danskerne på strålende underholdning og national stolthed, da triumfen kan følges direkte på tv.

Det var på landevejene omkring byen Leicester i Midtengland, at det hele foregik, og det var på tv-skærmene, at randrusianerne (og den halve verden) kunne se Jørgen Schmidt køre sig frem til en optimal chance, som han så udnyttede perfekt.

Schmidt forsøgte forgæves et udbrud midt i løbet, der dog først kørte mod sin afgørelse, da to belgiere og danmarksmesteren Verner Blaudzun rykkede sig fri af feltet. Senere kørte Schmidt op til udbryderne, og da en af belgierne forsøgte at stikke af, men så opgav, trådte Schmidt igennem og trak fra alene. Frem til målstregen var det nu én lang spurt, og nationen fulgte sveddryppende randrusianeren, mens tv-kommentatoren, DR’s legendariske Gunnar Nu Hansen, udfoldede hele sin deliristiske sportslyrik, så både rytter og seere blev kastet frem til triumf og laurbær.

På sejrsskamlen var der selvfølgelig virak til mesteren, og senere slog verdenspressen ring om ham. Tilbage i Randers modtoges han så af byen, og der var fejring på Randers Stadion. Siden blev det til mange andre løb for helten fra Leicester, og blev Jørgen Schmidt aldrig professionel på cykel, så er han blevet det med de cykler, han i dag forhandler i Vestergade.

Den 28. juni 1978:

En tusindtallig skare tager på Rådhustorvet afsked med byens gamle folketingsmedlem og tidligere statsminister Jens Otto Krag, der uventet er død nogle dage før i sit sommerhus i Skiveren.

Hvor kølig og distanceret politikeren og mennesket Krag end kunne forekomme folk, så var der ingen halvhjertede følelser i Randers bys afsked med det tidligere bysbarn.

Krag var født og opvokset i Randers, valgt i Randers og havde aldrig glemt Randers, og derfor var der tusinder på Rådhustorvet og i byens gader, da rustvognen med Krags båre ankom og gjorde en halv times ophold på vej mod København og bisættelse.

De røde faner vejede, og på torvet var strøet blomster og gran, da en bevæget borgmester Kristen Gjøtrup mindedes den afdøde politiker: ”Vi vil altid huske Randers-drengen, der blev statsminister og Socialdemokratiets formand, men vi vil også bevare mindet om et værdifuldt, velbegavet og hjertevarmt menneske, som livet igennem måtte bære tungere byrder end de fleste af os andre.”

Mindehøjtideligheden afrundedes med fællessang af ”Skuld’ gammel venskab rejn forgo”, hvorefter Krag for sidste gang kørte bort over Randersbro.

Den 9. juli 1990:

Ifølge med en svensk gødningsbåd ankommer en spækhugger til Randers Havn og bliver under navnet Spække sommerens sensation, der også viser, at randrusianerne fortsat er et fantasirigt handelsfolk.

Eventyret med Spække varede et halvt år, men de første fem uger var det virkelige scoop: da boltrede spækhuggeren sig i Randers Havn, som var den ansat af Turistforeningen, og der kunne være op til 15.000 tilskuere på havnen for at følge fænomenet. I et sløret glimt fanger øjebliksbilledet de hektiske dages særlige stemning.

Det mentes, at Spække af en eller anden grund forlod en flok artsfæller ved den norske kyst og fulgte forskellige skibe, så den til sidst stak hovedet op i Randers Havn. Her blev den straks iagttaget og fra første færd en berømthed, der elskede at bade i den lokale slæbebåds stråle fra vandkanonen.

Og med publikum kom kræmmerne. I en håndevending blomstrede forretningerne: de lokale kiosker spandt guld, postkort blev trykt, t-shirts, badedyr og balloner fremstillet, tegne- og navngivningskonkurrencer afholdt, fanklubber oprette, bøger udgivet og tv-udsendelser produceret. En Spække-øl blev dog opgivet, da der var trængsel og kaos nok i forvejen på havnepladsen.

Den 16. august sluttede den levende del af eventyret: Spække blev fundet død i fjorden. Men fortsatte gjorde det alligevel - på en anden måde: i december blev Spækkes skelet ophængt på Kulturhistorisk Museum, hvor man kunne høre en lille dreng spørge sin mor: ”Det er da af plastisk, ikke?”

Siden kom skelet-Spække til at hænge hos sine mere levende kammerater i Kattegatcentret i Grenå, men dens navn vil for altid være knyttet til Randers.

Den 1. oktober 1990:

Efter et omfattende ombygningsarbejde af det gamle elværk på Mariagervej og i overværelse af et stort publikum indvies Musik- og teaterhuset Værket - byens nye store kulturelle satsning i meget utraditionelle omgivelser.

Fra elværket i 1906 begyndte sin forsyning af byen med den nye energikilde elektriciteten, havde det hjemme i Julius Smiths meget imponerende arkitektur på Mariagervej. Denne æstetik blev det en hovedopgave at bevare, da de forladte bygninger (siden kraftvarmeværkets start i 1982) skulle indrettes til musik- og teaterhus.

En del bygninger blev væltet, men de fleste blev genanvendt i en ændret indretning til de nye formål og med bevarelse af mange gamle træk: teatersal indrettedes i den gamle turbinehal med bevarede granitbånd og murværksmønster, - koncertsal i dieselsmotorens gamle maskinsal med rundbuer i loft og balkon på kransporene, - rytmisk musik i den gamle folkerumsbygning - og til store arrangementer arkitekt Jensen-Værums gamle ridehus fra 1887, hvor tidligere dragonerne i 5. regiment havde ridebane.

Skorstenen blev naturligvis straks ofret, men i en årrække stod den nederste stub, og der var en række planer med den. De blev ikke til noget, og så røg den også. Det har pyntet på en arkitektur, der også i moderne regi er ganske flot.

På billedet er elværkets bygninger så nye, at skolebørnene på den ene side af Mariagervej kan se på den muskelsvulmende maskinsals karakteristiske gavl og på den anden side på den elmast, der nu tårner sig selvhævdende op over den enlige gaslampe, som til gengæld bøjer sig resignerende mod undergangen.

Den 6. november 1998:

Sportsklubben Randers Freja fejrer sit 100 års jubilæum og kan i sin noget omtumlede moderne tilværelse se tilbage på mange store triumfer.

Randers Freja var ikke den første sportsklub i byen. Skytteforeningen opstod i 1867, gymnastikforeningen i 1872 og roklubben i 1897. Og året efter dannede seks drenge fra borgerskolen Randers Sportsklub Freja for løb, kapgang og kricket. Senere kom fodbold med (1899), spring og kast (1901), gymnastik (1909), svømning (1917) og hockey (1918).

Billedet er fra 1913 og viser det dygtige og selvbevidste 1. hold i den sportsgren, der hurtigt blev den dominerende: fodbold. Klubdragten er så flot, at blusen må uden på bukserne, og man aner nok, at Frejanerne er på vej mod store bedrifter.

Bedrifterne kom tidligt: jysk mesterskab i 1916-18 og provinsmesterskab i 1918. Siden kom andre højdepunkter i klubkarrieren, og mange vil mene, at 5-året omkring 1970 blev den hidtidige kulmination: som 2. divisionshold vinder Freja for første gang DBU’s landspokalturnering i 1967 og igen i 1968 og 1973 med efterfølgende deltagelse i Europa Cup’en. I 1969 er Freja for første gang i 1. division og får sølvmedaljer i 1973. Så følger bevægede år: i 1978 ned i 2. division, i 1985 op i 1. division igen, så 2. division igen i 1986, igen 1. division i 1987, 2. division igen i 1988, 3. division i 1989 og 2. division i 1991. Der findes klubben også på jubilæumsdagen og tilmed på førstepladsen.

Frejanerne på 1913-holdet scorede i 18 kampe mere end 5 mål i gennemsnit, - det ville række langt i dag.